
»Kære Julemand,« skrev Pigúiça med tungespidsen ude af munden. Så stoppede hun, tyggede på blyanten og kiggede på Fofuxo. »Hvor meget kan der stå i et brev?«
De sad på græsset i skoven med en stor skrivebog åben på Fofuxos skød. Der var ti nætter til jul, og den aften skulle postskyen komme forbi: en lille smilende sky, der samler alle breve op fra vinduerne i Dogavios og bringer dem til Julemanden.
»Der kan stå lige, hvad du vil,« sagde Fofuxo. Og Pigúiça begyndte at skrive uden at holde pause.
»Jeg vil have en bold, der hopper af sig selv. En rød kælk. Et slot af puder. Hundrede kiks. Nej, to hundrede. En gynge, der når helt op til skyerne. Og en tromme.«
Siden blev fuld. Hun vendte bladet og fyldte den næste. Fofuxo grinede lavt. »Julemanden får brug for en kane kun til dig.«
Pigúiça stoppede med blyanten i luften. »En kane kun til mig?« »Men hvad med de andre? Hvad hvis der ikke er plads i sækken?«
»Skal jeg fortælle dig en hemmelighed?« sagde Fofuxo. »Et brev er ikke en indkøbsliste. Det er en måde at fortælle, hvad der bor i dit hjerte. Hvordan dit år har været. Og hvad du virkelig, virkelig ønsker dig.«
Pigúiça blev helt stille og tænkte. Hun tænkte på Bolota, som havde revet sit yndlingstæppe i stykker på en gren. Hun tænkte på Tico, der havde tabt sin bold i åen og gået rundt med hængende ører i flere dage. Og hun tænkte på, at nætterne var ved at blive kolde.
Så tog hun viskelæderet. Hun viskede slottet ud, og trommen, og hundrede og halvfems kiks. Den røde kælk lod hun blive, for den ville hun virkelig gerne have. Og hun skrev: »Til Bolota et lunt tæppe. Til Tico en bold, der kan flyde. Og til alle i Dogavios, at ingen fryser i vinter.«
Bagefter fortalte hun om året: »Jeg lærte at flyde i søen og at sige noget i rundkredsen, selv om min stemme rystede. Jeg var sød det meste af tiden. Og de andre gange sagde jeg undskyld.«
»Og hvordan skriver jeg under nu?« Fofuxo hentede en lille potte blå maling. Pigúiça dyppede poten, og plask, så trykkede hun den i hjørnet af papiret.
Fofuxo pegede på poteaftrykket. »Se bare. Ingen pote i hele verden ligner den dér. Nu ved han, at brevet er fra dig.« Pigúiça lagde snuden helt tæt på, nysgerrig, og tegnede tre små stjerner rundt om aftrykket, så det ikke skulle stå alene.
Om aftenen blev brevet lagt foldet i vindueskarmen. Sent på natten kom postskyen forbi, smilede og tog brevet med sig, forsigtigt, som når man bærer en lille fugl.
Pigúiça lå allerede i sin seng. Hendes hjerte føltes let, som om brevet havde taget en lille bid af hende med på tur. Hun gabte, rullede halen op omkring snuden og lukkede langsomt øjnene.
Og du? Hvis du skrev et brev i dag, hvad ville du så fortælle? Tænk på det helt stille, mens søvnen kommer snigende.
