Til jul var Pigúiças hus fyldt med gode dufte: græskarsuppe, brunkager og grannåle. Men i år manglede én duft. Duften fra mormor og morfars hus.
Pigúiças bedsteforældre boede på den anden side af den store flod, mange nætters gang herfra. Vejen var alt for lang til gamle ben. I år kunne de ikke komme.
Pigúiça satte sig i vinduet med hagen på poterne. »De holder jul uden mig,« sagde hun. »Og jeg uden dem.« Fofuxo satte sig ved siden af. Hans øjne blev mørkeblå. »Ved du, hvad vi kan gøre? Skrive et brev.«
Pigúiça fandt et ark, en blyant og tænkte længe. Så skrev hun langsomt med tungen ude af munden: »Kære mormor og morfar. Jeg har tegnet jer. Jeg spiste to brunkager, men jeg tænkte på jer ved den første. Savnet er stort, men min kærlighed er større. Kys fra Pigúiça.«
Så lærte Fofuxo hende at folde papir. Fold her, fold der, og arket blev til en femtakket stjerne med brevet gemt indeni.
»Hvordan kommer den derhen?« spurgte Pigúiça. »I nat rejser en mand gennem hele himlen og bringer gode ting med,« sagde Fofuxo med et smil. »Lad os lægge stjernen i vinduet.«
Pigúiça stillede papirstjernen midt på vindueskarmen med en lille seddel: »Til Julemanden, så han kan tage den med til mormor og morfar. Tak.« Så gik hun i seng.
Hun prøvede at sove. Vendte sig. Vendte sig igen. Huset var så stille, at man kunne høre den lille sten synge i hjørnet af værelset, hmmm.
Midt om natten ringede en lille klokke, ganske sagte. Pling. Pigúiça åbnede det ene øje. I vinduet stod en stor rød skikkelse med en sæk på ryggen og et hvidt skæg.
Han tog papirstjernen med stor forsigtighed, som om han holdt en sommerfugl. Han læste sedlen og så på Pigúiça. Han sagde ingenting. Han lagde bare sin behandskede hånd på hjertet og nikkede.
Så lagde han en finger foran munden for at bede om stilhed og blinkede. Og væk var han, med et helt lille pling.
Pigúiça smilede i mørket. Langt væk, på den anden side af den store flod, forestillede hun sig et vindue, der blev tændt, en mormor, der åbnede en papirstjerne, og en morfar, der læste langsomt med brillerne ude på næsetippen.
Hun tænkte på to smil, præcis så store som hendes eget. Det var næsten, som om bedsteforældrene sad på sengekanten.
Hun trak tæppet op til hagen. På himlen udenfor lyste en stjerne klarere end de andre, tæt ved månen. Måske var det bare en stjerne. Måske var det en hilsen tilbage.
»Glædelig jul, mormor og morfar,« hviskede hun. Og hun sov, med den lille sten sangende og med vished om, at kærlighed rejser hurtigere end enhver kane.
