På stien i skoven, mellem tykke stammer og blød mos, så Pigúiça noget rundt, der skinnede på jorden. Det var et æg. Et stort, ferskenfarvet æg med små stjerner malet udenpå.
Hun krøb ned af nysgerrighed og lagde snuden mod skallen. Den var kold. Og derinde, helt sagte, sagde noget tok. Tok, tok.
»Fofuxo!« kaldte hun. »Der er nogen her!« Fofuxo kom og lyttede med øret mod ægget. »Det er der,« sagde han. »Og det fryser. Vi må varme det.«
De bar ægget, ganske langsomt, hen til Fru Langhals' hus. Hun kiggede, tænkte og fortalte: »Det må være fra en rejsende dinosaur. Den har lagt ægget i stiens rede og er ikke kommet tilbage endnu. Den lille er næsten klar til at komme.«
Pigúiça lavede en rede af et tæppe, en pude og en bunke bløde blade. Hun lagde ægget i midten og lagde sig rundt om det, helt tæt, som en hund, der krammer en bold.
Men hun er ikke særlig god til at ligge stille. Fem minutter senere rørte hun allerede på sig. Ti minutter senere sparkede hun næsten til ægget. »Pas på!« sagde Fofuxo. »Den, der passer på en lille, må være langsom og blid.«
»Langsom og blid,« gentog Pigúiça. Hun tog en dyb indånding, slappede af i poterne og lå helt stille. En sky gik forbi. Endnu en. Hun lærte at vente uden hast.
Fofuxo afløste hende. Hver time passede den ene på ægget, mens den anden sov lidt. Natten kom, og den syngende sten i haven begyndte at synge sagte for ægget, hmmm, hmmm.
Det var da, at tok-lyden blev kraftigere. Tok, tok, TOK. Og der kom en lillebitte revne i skallen med et mikroskopisk næb ude.
»Nu kommer den!« hviskede Pigúiça med store øjne. Fofuxo kom helt tæt på. De holdt begge vejret.
Knæk. Skallen åbnede sig som en blomst, og indeni kom en ferskenfarvet dinosaurunge, så lille at den kunne være i hendes pote. Den havde store, våde øjne og en hale, der logrede ukontrolleret.
»Pip,« sagde den lille, helt sagte. Pigúiças hjerte smeltede. »Hej, Pip,« sagde hun. Det var det første navn, der faldt hende ind, og det passede.
Pip rystede. Pigúiça trak ham forsigtigt ind til sin mave, hvor der var varmt, og Fofuxo lagde tæppet over dem begge. Pip gabte et mikroskopisk gab, mere næb end mund.
»I morgen hjælper Fru Langhals os med at finde hans familie,« hviskede Fofuxo. »Men i nat er han hos os.«
Pigúiça så på det lille væsen, der trak vejret i takt med hendes eget åndedræt. For første gang forstod hun, at det at passe på nogen nogle gange betyder at ligge helt stille. Og sådan, helt stille, faldt hun i søvn.
