Tik, tak, tik, tak. Uret i stuen gik, som om det havde snegleben på. Det var juleaften i Dogavios, og Pigúiça kunne ikke sove.
Hun havde vendt sig om på højre side. Og på venstre side. Hun havde talt til hundrede, to gange. Ingenting. De blå øjne stod åbne som to små måner.
For den nat skulle Julemanden komme forbi Dogavios. Og Pigúiça ville så gerne, gerne, gerne se hans kane.
Hun listede på tæer ind til Fofuxo. »Fofuxo, sover du?« Han åbnede det ene gyldne øje. »Det gør jeg nu ikke længere,« sagde han og gabte. »Hvad er der, Pigúiça?«
»Julen er alt for længe om at komme,« klagede hun. »Jeg vil have, at det bliver i morgen nu.« Fofuxo lo lavt. »I morgen kommer først, når man sover. Sådan er det bare.«
»Så bliver jeg vågen, til den kommer,« sagde Pigúiça. »Og så ser jeg Julemanden!« Fofuxo tænkte sig lidt om. Så rejste han sig, hentede det ternede tæppe og sagde: »Aftale. Men så venter vi på den rigtige måde.«
De gik hen til vinduet i stuen. Fofuxo redte tæppet ud på gulvet, helt blødt, og Pigúiça lagde sig ved siden af ham. Udenfor var den lyserøde himmel blevet mørk og dyb og fuld af stjerner.
»At vente er også et arbejde,« forklarede Fofuxo. »Først tæller vi de stjerner, der blinker.« Det gjorde de. Pigúiça nåede til tolv og mistede tællingen, fordi hun selv blinkede sammen med dem.
»Så lytter vi.« Det gjorde de. Stenene i haven nynnede et ganske lavt hmmm. En smilende sky gled langsomt forbi og sagde godnat.
»Og så,« sagde Fofuxo, »lader vi ventetiden blive tung og god, som et tæppe.« Pigúiça forstod det ikke helt. Men hun lagde hovedet på hans varme mave, bare for at prøve.
Fofuxos mave gik op og ned, langsomt. Op. Ned. Det var som at vente oven på en lille bølge.
»Fofuxo,« hviskede Pigúiça, »hvad nu hvis Julemanden kommer, mens mine øjne er lukkede?« »Så ved han, at du har ventet rigtig længe,« svarede Fofuxo. »Og så lægger han gaven fra sig med et ekstra knus.«
Pigúiça smilede. Det var ved at blive svært at holde øjenlågene oppe. Hun kiggede på en stjerne. Så på en anden. Så kun på et lille, sløret lys.
Langt væk, rigtig langt væk, klingede noget. Ding-dong, ding-dong, små bjælder. Eller var det stenen, der sang? Det vidste Pigúiça ikke længere.
Hun smilede med lukkede øjne, krøllet sammen i tæppet, og ventede på julen på den dejligste måde, der findes: ved at sove.
