»Bare én boble mere!« bad Pigúiça for femte gang. Eller måske sjette. Hun havde for længst mistet tællingen, og det havde Fofuxo også.
De to havde været på blomsterengen hele eftermiddagen og pustet sæbebobler. Der var små bobler, mellemstore bobler og én boble så stor, at Nina, puddelhvalpen, svor på, at hun havde set en sky spejle sig i den.
Men nu var solen ved at gå ned bag bakken, og husene i landsbyen tændte lys i vinduerne, ét efter ét. Det var tid til at gå hjem.
»Jeg er slet ikke træt,« sagde Pigúiça og gabte så stort, at hun nær havde slugt en boble. Fofuxo lod, som om han ikke så det.
»Okay,« sagde han og satte sig i græsset. »Men vidste du, at boblerne også skal sove?« »Bobler sover ikke,« svarede hun mistænksomt. »Jo, de gør. Kig derovre.«
Pigúiça kiggede. De bobler, der stadig svævede, sank langsomt ned, langsommere og langsommere, indtil de landede på blomsterne. Og blomsterne foldede forsigtigt deres kronblade om dem, ligesom når man lægger en dyne over nogen.
»Kan du se det?« hviskede Fofuxo. »De har leget hele dagen. Nu hviler de sig, så de kan være helt runde igen i morgen.«
Pigúiça tænkte sig om. Hun havde også leget hele dagen. Poterne var tunge, og halen kunne næsten ikke logre mere. »Men hvad nu, hvis legen ikke er lige så sjov i morgen?« spurgte hun.
Fofuxo tog den lille flaske med sæbevand og pustede en sidste boble, meget langsomt. »Lad os lave en gemmeboble,« sagde han. »Du fortæller den alt det, du vil lege i morgen. Så passer den på det for dig.«
Pigúiça gik helt tæt på boblen og hviskede: »I morgen vil jeg lave en boble, der er lige så stor som et hus. Og løbe om kap med Nina. Og finde den sten, der synger den allerfineste sang.«
Boblen glimtede, helt fuld af planer, og landede på en marguerit, der lukkede sig om den med største forsigtighed. »Sådan,« sagde Fofuxo. »Nu er det gemt. I morgen giver den dig det hele tilbage.«
Så lod Pigúiça Fofuxo bære hende hjem på ryggen. På vejen prøvede hun at tælle, hvor mange vinduer der var tændt i landsbyen. Et, to, tre ... og så mistede hun tællingen igen.
Da hun kom hen til sin lille seng, var hun lige så blød som en boble, der er landet. Fofuxo lagde tæppet over hende, og hun sukkede et helt rundt suk.
Ude på engen vuggede blomsterne stille og passede på boblerne og planerne. Og Pigúiça sov og drømte om i morgen, der snart ville komme, helt tidligt.
