Plip. Plip. Plip, plop.
Det havde regnet, lige siden Pigúiça vågnede. Det regnede på køkkenhaven, det regnede på taget, det regnede på den røde bold, der var blevet glemt i haven. Selv skyerne i Dogavios, der ellers altid smilede, så ud, som om de havde alt for meget at lave.
»Hvornår holder det op?« spurgte Pigúiça med snuden klistret mod ruden.
»Når skyerne er færdige med at vande det hele,« sagde Fofuxo, der lå på tæppet.
»Og hvornår er de færdige?«
»Når de er færdige.«
Pigúiça pustede. Hun gik hen til døren. Hun gik tilbage til vinduet. Hun gik hen til døren igen. Hun lagde sig på ryggen med alle fire poter i vejret. »Jeg keder mig. Der er ikke noget at lave, når det regner. Ingenting.«
I det samme dukkede en kæmpestor grøn skygge op udenfor. Bank, bank, sagde en kæmpeklo på ruden. Det var Dracao, gennemblødt fra hoved til hale, med vinger, der hang som en ødelagt paraply.
»Undskyld, at jeg forstyrrer,« sagde han helt stille og lidt flov. »Må jeg vente her på verandaen, til regnen holder op?«
Han var alt for stor til at komme ind. Så Pigúiça og Fofuxo åbnede vinduet, og Dracao lagde hovedet på vindueskarmen og dryppede. Pigúiça hentede sit tæppe og tørrede spidsen af hans snude, som var den eneste del, der kunne være inde.
»Dracao, kender du en leg til regnvejrsdage?« spurgte Pigúiça.
Han tænkte sig om. »Dråbeløb. Man vælger hver sin dråbe på ruden. Den, der kommer først ned, vinder.«
Pigúiça valgte en tyk lille dråbe. Fofuxo valgte en tynd en. Dracao valgte den allerstørste. Dråberne løb skævt ned, stoppede, løb sammen med andre dråber og rutsjede pludselig af sted. Alle råbte og heppede. Bagefter fandt de figurer i skyerne: en kanin, en tærte, en sko. Og Dracao blev så glad, at han begyndte at lyse, og den grå stue blev grøn og gylden.
Da regnen endelig holdt op, gik Pigúiça ud i haven. Vandpytterne spejlede den lyserøde himmel, og deroppe smilede skyerne igen med trætte og tilfredse små ansigter. Dracao sagde farvel med et smil og fløj hjem, mens han dryppede små glimt.
Om aftenen kom regnen tilbage, men nu helt stille. Plip ... plip ... plop ... Pigúiça lå og lyttede fra sin lille seng. Det lød, som om nogen sang for hende, så hun kunne sove. Plip ... plip ... Og så sov hun.
