
Bom! Bom! Bom! Den røde bold hoppede så højt, at den næsten rørte skorstenene.
Det var juledag, og det var Pigúiças gave: en rød, blank bold, der hoppede, som om den havde fjedre indeni. Hun løb med den hen til torvet i landsbyen, hvor husene har knogler på taget, og det store træ var pyntet med farvede lamper.
På torvet legede flokken allerede. Nina, hvid og lodden som en klump vat. Biscoito, en beagle med lange ører, som aldrig kunne stå stille. Og Pingo, Fofuxos lille fætter, gylden som ham, bare på størrelse med et rundstykke.
»Hvor er den flot!« gøede Biscoito. »Vil du kaste den til mig?« Pigúiça tog bolden i et fast greb med begge poter. »Nej. Den er min. Jeg har fået den.«
De tre kiggede på hinanden og gik tilbage til fangeleg. Pigúiça blev stående i hjørnet af torvet med bolden. Hun kastede den op og greb den. Kastede igen og greb. Kastede langt, løb, hentede, kom tilbage. Kastede langt, løb, hentede, kom tilbage.
Ved tiende gang hang tungen ud af munden. Og sandt at sige var det ved at blive lidt kedeligt. På den anden side grinede flokken så meget, at selv lamperne i træet så ud til at blinke hurtigere.
Så slap bolden væk. Den hoppede på en sten, hoppede på en trappetrin og trillede og trillede, til den stoppede lige ved Biscoitos fod.
Pigúiça holdt vejret. Ville han tage den med sig? Biscoito snusede til bolden, skubbede den med snuden, forsigtigt, og rullede den tilbage til hende. »Værsgo. Den faldt.«
Pigúiça kiggede på bolden. Kiggede på Biscoito. Hun fik en underlig fornemmelse i maven, som når man opdager, at man har taget fejl. »Tak,« sagde hun lavt. Så tog hun en dyb indånding. »Vil I lege med den? Sammen med mig?«
Torvet jublede. De opfandt boldleg i luften: ingen måtte lade bolden falde på jorden. Nina nikkede den med hovedet. Pingo hoppede og ramte aldrig, men lo så højt, at alle lo med. Biscoito løb i zigzag. Og Pigúiça opdagede, at bolden hoppede meget højere, når fire hvalpe kastede den på én gang.
De legede, til skorstenene begyndte at ryge af aftensmad, og bjerget i baggrunden blev helt lilla. Ingen tog bolden med hjem. Den var stadig Pigúiças. Bare nu var den en bold fuld af venner.
Om aftenen sov den røde bold for enden af hendes seng. Pigúiça kiggede på den og smilede. »I morgen leger vi igen,« hviskede hun. »Alle sammen.«
Så rullede hun halen sammen, lagde snuden mod bolden og lukkede øjnene. Bom, bom, bom, sagde bolden i hendes drømme, langsommere og langsommere.
