Kasserne stod stablet op ved døren.
I den ene lå Pigúiças tæppe. I en anden lå den røde bold og vandskålen. I den allermindste lå en grankogle, som hun havde fundet den første dag, det sneede.
Det var flyttedag. Pigúiça skulle bo i et nyt lille hus på den anden side af bakken. Men hun sad midt i det gamle hus og havde slet ikke lyst til at gå.
»Jeg vil ikke flytte,« sagde hun til Fofuxo, som var kommet for at hjælpe. »Her har jeg mit vindue. Det er derfra, jeg kan se månen. Hvad nu, hvis der ikke er nogen måne i det nye hus?«
Fofuxo tænkte sig om. »Ved du hvad? Vi tager huset med os.«
»Man kan da ikke tage et hus med, Fofuxo!«
»Jo, det kan man,« sagde han. »Et hjem er lavet af ens egne ting. Af dit tæppe. Af din bold. Af din duft. Alt det kan være i kasserne.«
Så gik de op over bakken med kasserne. Pigúiça gik forrest og bar grankoglen i munden, meget forsigtigt.
Det nye hus havde stråtag og en bue af roser over indgangen. Da Pigúiça gik ind under den, vuggede roserne og sagde alle sammen på én gang: »Velkommen!« Hun blev lidt forskrækket, og så syntes hun, det var sjovt.
Indenfor duftede alt af nyt. Gulvet knirkede på en anden måde. Pigúiça lagde bolden i et hjørne, vandskålen i et andet og grankoglen lige i vindueskarmen. Så bredte hun tæppet ud og rullede frem og tilbage på det, indtil det duftede af hende. Og så løb hun ud ad den åbne dør for at se haven.
Der var en køkkenhave, en sten, der sang ganske stille, og et hul, der var helt perfekt til at gemme kødben i. Og fra toppen af bakken kunne man se det gamle hus, lillebitte dernede.
»Det er der endnu,« sagde Pigúiça. »Må jeg besøge det?«
»Lige så tit du vil,« sagde Fofuxo.
Da natten kom, lagde Pigúiça sig på tæppet, der duftede af hjemme. Hun kiggede lidt mistænksomt ud ad det nye vindue. Og dér var den, rund og hvid, og kiggede ind over roserne: månen. Den samme måne som altid, der var flyttet med.
Pigúiça sukkede glad. Hun sagde godnat til månen, godnat til grankoglen og godnat til det nye hus. Og hun faldt i søvn, som om hun altid havde boet dér.
