I Dogavios smiler skyerne næsten altid. Men den eftermiddag dukkede en grå sky op ved horisonten, med lukket ansigt, og begyndte at sige: BRUUUM.
Det var en stor lyd, der fik jorden til at ryste lidt. Stenene holdt op med at synge. Blomsterne lukkede sig.
Pigúiça, der legede ved bækken, spidsede ørerne. »For en larm!« sagde hun. Og så opdagede hun, at der manglede en i legen. »Hvor er Rex?«
De ledte og ledte. Fofuxo snusede og pegede på en bunke kæmpeblade. Derinde rystede noget grønt, og en lang hale stak ud og dinglede.
Pigúiça skubbede et blad til side. Der lå Rex, rullet sammen til en kugle, med de korte arme for ørerne. »Rex?« spurgte hun sagte. »Har du det godt?«
»Jeg er ikke bange,« sagde Rex med rystende stemme. »Det er bare... jeg er lidt bange. Okay, jeg er rigtig bange.« BRUUUM! Han sprang et lille hop.
Pigúiça satte sig ved siden af ham. Hun sagde ikke, at det ikke var noget. Hun sagde bare: »Jeg blev også forskrækket første gang.« Fofuxo satte sig på den anden side og blev en varm mur af pels.
»Ved du, hvad jeg tror?« sagde Pigúiça. »Jeg tror ikke, at skyen er sur. Jeg tror, den er søvnig. Og når nogen er rigtig søvnig, snorker de.« Rex kiggede frem mellem fingrene. »Snorker?« »Lyt igen.«
BRUUUM, sagde skyen. Fofuxo sagde »Hunf« og snorkede lavt, bare for sjov. Rex lo. Skyen snorkede igen, og Fofuxo svarede med endnu en snorken. De snorkede sammen, og Rex fik et fnis, og så endnu et.
Så begyndte regnen, blidt: plik, plik, plok. Rex stak hovedet ud af bladene. Den grå sky drev langsomt væk og trak regnen efter sig som et tæppe, og til sidst gabte den et lillebitte bruum langt væk.
»Nu går den i seng,« sagde Rex. »Ja,« sagde Pigúiça. »Og dig?« Rex tænkte sig om. »Jeg tror, jeg også gør.«
De tre gik tilbage til Rex' hule, og Pigúiça dækkede indgangen med et lille tag af blade. Hver gang der kom et snork langt væk fra, sagde hun: »Godnat, sky.« Og Rex svarede sagte: »Godnat.«
Snorkene blev så fjerne, at man næsten ikke kunne høre dem. Rex havde allerede lukkede øjne, og hans korte arme omfavnede en bunke blade, som om han krammede selve skyen. Fofuxo faldt i søvn lidt efter. Pigúiça var den sidste, mens hun lyttede til regnen, plik, plik, plik, til regnen blev til søvn.
