
Sidste eftermiddag i året går alle i Dogavios over krystalbroen. Den ligger mellem to bakker over en dyb dal og fører hen til foden af det snedækkede bjerg, hvor fyrretræerne har hvide hatte på.
Broen er bred og sikker med et gelænder af krystal på begge sider. Og der hænger klokker på den. Mange klokker. Men de ringer ikke af vinden. Hver klokke ringer kun, når nogen siger et ægte tak.
»Jeg har ikke noget at sige tak for,« mumlede Pigúiça, der stod stille i begyndelsen af broen. »Mit år var helt almindeligt. Der skete ikke noget særligt.«
Fofuxo smilede og tog det første skridt. »Så går vi langsomt over. Måske kommer du i tanke om en lille ting undervejs.«
Ved det første skridt kiggede Pigúiça ned og så søen blinke dernede i dalen. »Det var dér, jeg lærte at flyde,« huskede hun. Og uden at tænke over det sagde hun: »Tak, sø.« Dling! En klokke ringede helt blidt.
Pigúiça fik et lille chok, af den gode slags. Hun gik lidt længere. Hun huskede myren Zizi, så lille og så god en ven. »Tak, Zizi.« Dling, dlong!
Hun huskede dagen, hvor hun faldt af løbehjulet. Det havde gjort ondt, og hun havde grædt. Men bagefter havde hun lært at køre selv. Hun tøvede. Kunne man takke selv for en dårlig dag? »Tak for faldet,« sagde hun og lo lidt. »For jeg lærte noget.« Dlang! Den klokke ringede kraftigere end alle de andre.
Nu kunne Pigúiça ikke stoppe. »Tak, varme seng. Tak, græskarsuppe. Tak, Bolota, fordi jeg måtte låne dit tæppe. Tak, regn, for vandpytterne.« Klokkerne ringede den ene efter den anden, dling, dlong, dlang, og tonerne fløj rundt i luften som små sangfugle.
Hele dalen fyldtes af lyd. På den anden side af broen gik flokkens hvalpe også over, og deres klokker blandede sig med hendes i en sang, som ingen musiker havde skrevet.
Da de nærmede sig enden, manglede der kun en klokke, den allerstørste, helt ude på det sidste stykke af broen, vendt mod det snedækkede bjerg. Pigúiça kiggede på den. Så kiggede hun på Fofuxo, stor og gylden ved siden af hende.
»Tak, fordi du er her sammen med mig,« sagde hun. »Hele året.« DLOOONG. Den store klokke ringede så smukt, at sneen på bjerget glimtede, og et lille snefnug dansede ned og landede på hendes næse.
»Så du?« sagde Fofuxo. »Dit år var ikke helt så almindeligt.« »Det var fuldt,« sagde Pigúiça. »Fuldt af små ting.«
Om aftenen, da hun lå i sin seng, kunne hun stadig høre klokkerne langt væk, mere og mere svagt. Før hun faldt i søvn, hviskede hun tre tak mere: til puden, til dynen og til natten.
Og inde i hendes bryst, helt stille, ringede en sidste lille klokke. Dling.
