Hvem græd højest i Dogavios den uge? Det var ikke vinden. Det var ikke stenene. Det var Fnug, Pigúiças nye lillebror, der lige var kommet til verden og var på størrelse med en sammenrullet sok.
Alle ville se Fnug. Bolota kom med et blødt lille tæppe. Nina kom med en lille blomst, der sang vuggeviser. Selv skyerne dykkede lidt ned for at kigge ind ad vinduet.
Pigúiça sad i et hjørne med korslagte arme. Altså, korslagte poter. »Ingen kigger på mig mere,« brummede hun. »Kun på ham. Han kan jo ikke noget. Han sover bare og græder.«
Fofuxo hørte det, men sagde ingenting lige med det samme. Næste dag inviterede han Pigúiça med en tur ned på torvet i landsbyen, og de tog Fnug med, godt pakket ind.
Torvet var fyldt med hvalpe. Så snart de så Fofuxo, løb de alle sammen hen og kravlede op på ham, på ryggen, på hovedet og på ørerne. Fofuxo satte sig, grinede og lod hvalpeflokken klatre.
Lige da vågnede Fnug og begyndte at græde. Uaaah. Bolota prøvede at vugge ham. Det hjalp ikke. Nina prøvede at synge. Det hjalp heller ikke. Og Fofuxo, med hvalpe hængende overalt, kunne slet ikke røre sig.
Pigúiça sukkede, gik helt hen til sin lillebror og lavede den grimasse, hun var allerbedst til: tungen ud til siden, det ene øje lukket og ørerne lagt tilbage.
Fnug holdt op med at græde. Han kiggede. Han blinkede. Og så kom der et lillebitte grin, det allerførste grin i hans liv.
Hele torvet blev stille. »Han grinede til dig,« sagde Fofuxo inde under alle hvalpene. »Du er den eneste, der kan få ham til at grine sådan.«
Pigúiça mærkede noget varmt i brystet. Hun lavede grimassen igen. Fnug grinede igen. Hun lavede en ny grimasse med begge ører fremad. Og han grinede endnu mere.
»Når han bliver stor,« sagde Pigúiça, »vil jeg lære ham at løbe, hoppe i vandpytter og lave grimasser. Jeg er nemlig storesøster, ved du nok.« »Det ved jeg,« sagde Fofuxo. »Han er heldig.«
Om aftenen sov Fnug i sin lille kurv ved siden af Pigúiças seng. Engang imellem lavede han en lille lyd, og så rakte hun poten ud og rørte ganske let ved ham.
»Godnat, Fnug,« hviskede Pigúiça. Lillebror sukkede. Storesøster sukkede også. Og de sov begge to, hver i sit lille hjørne, og trak vejret meget langsomt, i samme takt.
