Har du nogensinde haft sommerfugle i maven? Ikke rigtige sommerfugle, selvfølgelig. Den der kildren indeni, som kommer, når man skal prøve noget nyt. Pigúiça vågnede med en mave, der var helt fuld af dem.
Det var hendes første dag i hvalpeskolen, som lå inde i det højeste bibliotek i Dogavios. Der var reoler, der gik helt op til loftet, og et rundt vindue med små stykker farvet glas.
Fofuxo fulgte Pigúiça hen til døren. Hun klistrede sig til hans pote. »Hvad nu, hvis ingen vil lege med mig?« spurgte hun. »Hvad nu, hvis jeg ikke ved noget som helst?«
»I skolen behøver man ikke at vide alt,« sagde Fofuxo. »Det er jo derfor, man går der: for at lære. Og jeg kommer og henter dig, når solen bliver orange.«
Inde i et hjørne sad en gravhundehvalp, lang, meget lang, og prøvede at gemme sig bag en pude, der var alt for lille. Den ene halvdel af ham stak ud på den ene side og den anden halvdel på den anden. Det var Tico.
»Har du også sommerfugle i maven?« spurgte Pigúiça. Tico nikkede. »Cirka tyve,« sagde han. »Jeg har cirka tredive,« sagde hun. Og så grinede de begge to, og et par af sommerfuglene fløj deres vej.
Så kom lærer Overskæg ind, en schnauzer med runde briller og et hvidt, pænt redt overskæg. Han steg op på sin lille talerstol, tog en tynd tryllestav og sagde: »Godmorgen, klasse. I dag skal bøgerne vælge jer.«
Han svingede staven. Og bøgerne åbnede deres omslag som vinger og fløj ud af reolerne, flap, flap, flap, rundt og rundt i lokalet. Pigúiça og Tico sad med åben mund.
En grøn bog landede blødt foran Pigúiça. Den handlede om blomster, der svarer, når man taler til dem. En gul bog landede foran Tico. Den handlede om sten, der synger.
»Vil du bytte med mig bagefter?« spurgte Tico. »Ja,« sagde Pigúiça. Og hun opdagede slet ikke, at hendes mave allerede var blevet helt stille.
Da solen blev orange, stod Fofuxo i døren, præcis som han havde lovet. Pigúiça løb hen til ham og fortalte det hele på én gang: de flyvende bøger, lærerens overskæg og Tico, der var alt for lang til puden.
Om aftenen i sin lille seng fortalte hun stadig. Hun fortalte langsommere og langsommere. »Og i morgen ... tager Tico ... bogen om stenene med ...«
Fofuxo slukkede lyset. Sommerfuglene i Pigúiças mave var alle sammen gået i seng. Og det gjorde hun også, mens hun drømte om bøger, der flyver helt stille, flap ... flap ... flap.
