Der var gået treogtyve dage, siden Pigúiça sidst havde set sin mormor. Hun kendte tallet helt nøjagtigt, for hun tegnede en lille streg på væggen hver morgen. Der var så mange streger nu, at de lignede et hegn.
Mormor var en husky med hvid snude, der boede på den anden side af bjergene, i en dal langt, langt væk. Hun bagte de bedste honningkager i Dogavios og kendte en sang til hver slags sky.
Den eftermiddag tog Pigúiça sit pas frem, den lille bog med stempler fra den sidste rejse, og bladrede i siderne. Der var stemplet fra broen, stemplet fra floden og stemplet fra mormors hus, formet som en lille kage.
»Jeg savner hende,« sagde hun til Fofuxo med en lillebitte stemme. »Og savn gør ondt herinde, ligesom når man spiser is alt for hurtigt.«
Fofuxo tænkte sig om. Hans øjne, der havde været gyldne, blev mørkeblå, sådan som de bliver, når han har noget vigtigt at sige. »Kom med mig,« sagde han. »Og tag passet med.«
De to gik op på toppen af den højeste bakke. Deroppefra kunne man se dalene, floderne og bjergene, det ene bag det andet. Og helt ude i det fjerne steg en lille røgsky op fra en skorsten.
»Mon det er mormors hus?« spurgte Pigúiça. »Måske,« sagde Fofuxo. »Og kig på himlen. Det er den samme himmel, der er over hendes hus lige nu. Måske kigger hun også op på den.«
Pigúiça satte sig og kiggede. Himlen lavede lyserøde hvirvler, og en smilende sky gled langsomt forbi, på vej mod bjergene.
»Sky!« kaldte Pigúiça. »Kommer du forbi min mormors hus?« Skyen smilede endnu mere og nikkede med sine små bløde kanter.
Så rejste Pigúiça sig, pustede brystet op og sagde højt: »Mormor, jeg savner dig! Gem en honningkage til mig!« Og skyen tog hilsenen med, ganske langsomt, op over bjergene.
Fofuxo slog passet op på en tom side. »Den her side venter på det næste stempel,« sagde han. »Savnet holder en plads fri til næste gang, I ses.«
Da de kom hjem, tegnede Pigúiça ikke nogen streg på væggen. Hun tegnede en tegning: sig selv og mormor, der spiste honningkager, med en smilende sky ovenover. Og den limede hun ind i passet på den tomme side.
Da hun lagde sig, kiggede hun ud ad vinduet. Langt borte, bag bjergene, lagde mormor sig måske også, kiggede på den samme himmel og havde en honningkage gemt til hende.
»Godnat, mormor,« hviskede Pigúiça. Og hun lukkede øjnene. Nogle gange, når man falder i søvn og tænker på dem, man holder af, bliver savnet helt lille og bliver til en god drøm. Måske bliver din drøm også sådan i nat.
