Den morgen var marken fuld af hvalpe. De løb, rullede og hoppede, og alle havde halsbånd med små plader, der klirrede.
Midt iblandt dem stod Zeca, en mops, ny i banden. Han havde en lille flad snude, hængende ører og en hale krøllet som en snegl.
Fofuxo var den første, der hilste. »Hej, jeg er Fofuxo! Vil du lege hente pind?« »Ja!« sagde Zeca med skinnende øjne.
Og så løb de to af sted over marken. De lo højt. Den ene tabte pinden, den anden hentede den. Så byttede de.
Pigúiça blev stående i en krog og sad helt stille. Hun så på dem. Hun så ned i jorden. Hun så igen. Noget varmt begyndte at stige op i hendes mave. Det var ikke vrede. Det var ikke sorg. Det var begge dele, blandet og klemt sammen.
»Fofuxo er MIN bedste ven,« mumlede hun sagte. »Han har ikke engang set på mig.« Hun vendte snuden væk, krydsede poterne og sad der med lukket ansigt.
Men Fofuxo har en meget god næse for vennernes følelser. Da han opdagede Pigúiças tavshed, standsede han legen med det samme og kom løbende. »Pigúiça, har du det godt?« »Nej,« sagde hun. »Du leger bare med Zeca.«
Fofuxo satte sig langsomt ved siden af hende. Hans øjne blev mørkeblå, sådan som de gør, når han har noget vigtigt at sige. »Ved du, hvordan mit hjerte er?« spurgte han. »Det har et værelse til hver ven. Da Zeca kom, åbnede der sig et nyt værelse. Men ingen er flyttet ud af noget værelse, heller ikke dig.«
Pigúiça så på ham. Den varme ting i maven blev lidt køligere. »Dit værelse er det største af alle,« tilføjede Fofuxo. »Det har et vindue fuldt af stjerner.« Pigúiça lo, uden at ville det, gennem næsen.
På den anden side af marken stod Zeca og kiggede på dem, lidt fortabt, uden at vide, hvor han skulle gå hen. Det var første gang, han var her. Han kendte ingen, kun Fofuxo.
Pigúiça tog en dyb indånding. Hun rejste sig og gik hen til ham. »Hej. Jeg hedder Pigúiça. Vil du se noget fedt? Der er syngende sten i skoven.«
»Syngende sten?« sagde Zeca med åben mund. »Ja tak!«
De gik alle tre, side om side. Stenene sang sagte, kun for dem. Og da solen gik ned, sov tre trætte hvalpe op ad roden af et træ, med Zecas sneglehale helt op ad Pigúiças bløde hale.
