Pigúiça var beskidt. Rigtig beskidt. Hun havde mudder på snuden, mudder på poterne, mudder på halen og endda lidt mudder inde i øret.
»Så er det badetid,« sagde Fofuxo.
»Hvilket bad?« sagde Pigúiça og blinkede. »Jeg er jo skinnende ren.« Og en klump mudder faldt ned fra hendes hage, plask, lige foran Fofuxo.
Fofuxo holdt latteren tilbage. »Skinnende ren, siger du?«
»Bad er kedeligt,« sagde Pigúiça og gemte sig bag en busk. »Vandet er vådt. Sæben kommer i øjnene. Og jeg skal sidde stille. Og bagefter lugter jeg af sæbe og ikke af hund!«
Fofuxo tænkte sig lidt om. Så sagde han: »Okay. Så er der ikke noget bad i dag. I dag er der ekspedition over søen.«
Pigúiças hoved kom til syne over busken. »Ekspedition?«
I skovsøen lå der en række runde sten, den ene efter den anden, hele vejen over til den anden bred. Når nogen hoppede op på dem, sang stenene hver sin tone. Do. Re. Mi.
Pigúiça hoppede op på den første. Do! Hun hoppede op på den anden. Re! Hun hoppede op på den tredje. Mi! Den fjerde sang så fint, at den lød som en lille fugl. Vandet sprøjtede op på hendes poter, og mudderet forsvandt, uden at hun overhovedet lagde mærke til det. På den femte sten gled hun en lille smule og, plask, blev våd på hele maven. I stedet for at brokke sig grinede hun.
Midt i søen var vandet lavt og lunt af solen. Dér voksede nogle runde blomster, der pustede bobler af duftende skum ud, når nogen kom tæt på. Pigúiça trillede rundt mellem boblerne. Fofuxo skrubbede hendes ryg med poten, helt blødt, og lavede en hat af skum på hendes hoved.
»Se, Fofuxo! Jeg er en fødselsdagskage!«
Da de nåede over på den anden side, rystede Pigúiça sig over det hele, frrrrr, og sprøjtede vand i alle retninger. Hendes pels var hvid og grå igen, blød og med duft af blomster. De to lagde sig på en varm sten for at tørre, mens solen gik ned bag træerne.
»Fofuxo,« sagde Pigúiça med en søvnig stemme. »Er der ekspedition igen i morgen?«
»Ja,« sagde han. »Hver gang der er mudder.«
Den aften rullede Pigúiça sig sammen i sin seng, blød som en sky. Hun snusede til sin egen pote: den duftede af blomster. Ude ved søen sang stenene stadig, stillere og stillere. Hun gabte én gang. Hun gabte to gange. Og så sov hun, ren for alvor.
