Midt om natten vågnede Pigúiça med et sæt.
Det var lejrnat på marken. Hele flokken sov i græsset under stjernerne. Bolota snorkede stille med de store ører som dyne. Tico lå rullet sammen som et lille rundstykke. Nina sov med en pote over snuden og drømte, så halen bevægede sig.
Men Pigúiças hjerte bankede hurtigt, bum bum bum. Hun kiggede sig omkring, meget langsomt, for at være helt sikker på, at hun virkelig var dér, på marken, og ikke inde i drømmen længere.
Hun listede på tåspidserne hen til Fofuxo og puffede sin snude ind mod hans øre. »Fofuxo ... er du vågen?«
»Nu er jeg,« sagde han og åbnede det ene øje. Hans øjne var gyldne og rolige som altid. »Hvad er der?«
»Jeg havde en dårlig drøm. Jeg var faret vild i en mørk skov. Blomsterne svarede ikke, når jeg kom hen til dem. Og jeg kunne ikke finde vejen hjem.«
Fofuxo grinede ikke og sagde ikke, at det var fjollet. Han rejste sig langsomt og gav hende et stort kram, sådan et, der dækker én helt. Pigúiça blev inde i krammet, lun og tryg, indtil bum bum bum blev langsommere.
»Ved du, hvad jeg gør, når jeg har en dårlig drøm?« spurgte Fofuxo. »Jeg bytter slutningen.«
»Kan man det?«
»Ja. Luk øjnene, og gå tilbage til skoven i drømmen. Men hør nu her: En lillebitte blomst vågner og siger hej. Så en til. Og en til. Og de begynder at lyse, den ene efter den anden, som en sti af små lys.«
Pigúiça lukkede øjnene. Hun kunne se det. Blomsterne tændtes, én efter én, og lavede en lysende sti hen over skovbunden.
»Og for enden af stien,« fortsatte Fofuxo, »hvem står og venter der?«
Pigúiça smilede. »Dig. Og Bolota og Tico og Nina. Og vi er alle sammen på lejrtur under stjernerne.«
»Præcis ligesom nu,« sagde Fofuxo.
Pigúiça åbnede øjnene og kiggede op. Himlen var fuld af stjerner, og de så alle sammen ud til at blinke bare til hende. Hun puttede sig ind mellem Fofuxos store poter, lagde hovedet mod hans bryst og lyttede til hans hjerte, bum ... bum ... bum, helt langsomt. Og denne gang, da hun faldt i søvn, begyndte drømmen med den fine slutning.
