»Pude, tandbørste, stjernepyjamas,« talte Pigúiça på potens tæer. »Alt sammen i rygsækken!« Det var ugens mest ventede dag. For første gang skulle hun sove hos en veninde: Bolota, bassetten med de lange ører.
Eftermiddagen var en fest. Nina og Tico var med. De legede skjul i haven, spiste skybiskuitter og byggede et pudeslot, der var så stort, at Tico faldt vild derinde to gange.
I Bolotas have stod der en bred træstub, og ovenpå lå en krystalkugle fuld af stjerner. Stjernepynten, der hang i træerne, svajede og klingede.
Efter aftensmaden slukkede Bolotas mor lyset. De krøb alle sammen ned på madrasserne, side om side. Tico faldt i søvn med det samme, med benet dirrende af drømme. Nina døsede af på to minutter. Bolota gabte tre gange og lukkede øjnene.
Kun Pigúiça lå vågen. Sengen var anderledes end hendes egen. Loftet var anderledes. Huset sagde en anderledes lille lyd: knaaak. Og en anderledes vind rørte ved gardinet: fffff.
Hun fik en klump i den lille brystkasse. Det var hjemve efter sit eget hus, efter duften af sit eget tæppe, ja selv efter sin egen dørs knirken.
»Bolota,« hviskede hun. »Sover du?« »Nu gør jeg ikke,« sagde Bolota og gned øjnene med poten. »Hvad er der?«
»Alting er så mærkeligt her. Ikke dårligt. Bare... anderledes. Jeg tror, jeg savner mit hjem.« Bolota lo ikke. Hun tænkte lidt.
»Jeg havde det på samme måde første gang, jeg sov ude,« sagde hun. »Ved du, hvad der hjalp mig? Jeg havde taget noget med hjemmefra.«
Pigúiça kom i tanke om noget. Hun åbnede rygsækken og fandt helt nede i bunden en lille grå sten, som hendes mor havde lagt der i hemmelighed. Det var en syngende sten. Hun holdt den i poten, og stenen sang sagte den samme vise som hver aften: la, la, la...
Værelset forandrede sig. Det var, som om Bolotas hus nu også indeholdt et lille stykke af Pigúiças hjem.
»Hvor er det dejligt,« hviskede Bolota og lagde hovedet tæt på. »Vil du synge den en gang til?« Stenen sang igen. Udenfor lyste krystalkuglen med endnu flere stjerner, som om den lyttede.
De to veninder lå tæt sammen uden at sige noget. Husets knaaak lød nu som et hus, der sagde godnat. Vinden var et kærtegn på gardinet.
Pigúiça lukkede øjnene. La, la, la, sang den lille sten. Og helt langsomt blev den første nat væk hjemmefra til en dejlig nat at sove i, hos Bolota.
