Der lå noget grønt på Pigúiças tallerken.
Hun lagde hovedet på skrå til den ene side. Så lagde hun det på skrå til den anden. Det grønne lå der stadig, helt stille, ved siden af suppen. Det lignede et lille træ med stamme og det hele.
»Hvad er det?« spurgte hun mistænksomt.
»Broccoli,« sagde Fofuxo på den anden side af bordet. »Plukket i køkkenhaven i dag.«
»Det kan jeg ikke lide,« sagde Pigúiça og skubbede tallerkenen væk med snuden. »Det er alt for grønt. Og det ser ud, som om det kilder i halsen.«
»Har du smagt det?« spurgte Fofuxo. Og Pigúiça svarede meget bestemt: »Nej. Men jeg kan ikke lide det.«
Fofuxo pressede hende ikke. Han tog bare et stykke broccoli fra sin egen tallerken og kiggede meget alvorligt på det, som en videnskabsmand med briller. »Ved du, hvad jeg tror? At det her er et træ fra en myreskov. Se, hvor stor kronen er. Der er plads til et helt lille myrehus heroppe.«
Pigúiça kiggede nærmere. Det var rigtigt. Det lignede virkelig en lillebitte skov med små grene, små blade og det hele.
For enden af bordet tog Tico, gravhunden, et helt stykke broccoli og tyggede. Knas, knas, knas. »Det larmer!« sagde han med munden fuld. »Det lyder, som om jeg træder på tørre efterårsblade!«
Pigúiça blev nysgerrig. Først snusede hun. Det duftede af græs efter regn. Så rørte hun ved det med poten. Det var lidt blødt foroven og lidt hårdt forneden. Så rørte hun ved det med tungespidsen. Der skete ikke noget slemt. Tungen blev, hvor den var, og det gjorde halen også.
Så tog hun, meget langsomt, en bid på størrelse med en myre. Knas.
Hun tyggede. Hun tyggede lidt mere. Hun lavede et tænksomt ansigt med det ene øje halvt lukket og det andet kiggende op i loftet. Tico og Fofuxo sad og ventede uden at blinke.
»Nå?« spurgte Tico.
»Den er ... sådan midt imellem,« sagde Pigúiça. Og efter en lille stund: »Men lyden er sjov. I morgen smager jeg et lille stykke mere, okay? Et lille stykke på størrelse med en mariehøne.« Fofuxo logrede med halen. Midt imellem var en rigtig fin begyndelse.
Senere, med en mave, der var lun af suppe, puttede Pigúiça sig i sengen og lukkede øjnene. Og hun drømte om en skov af små grønne træer, hvor myrer med hat gik langsomt rundt, helt, helt langsomt, indtil de også faldt i søvn.
