Der var noget mærkeligt inde i Pigúiças mund. Når hun rørte ved den med tungen, sagde fortanden klik, klik og vippede frem og tilbage som en skablåge, der står åben.
»Fofuxo! Min tand er løs!« råbte hun med munden på vid gab, så han kunne se. »Hvad nu, hvis den falder ud? Hvad nu, hvis det gør ondt? Hvad nu, hvis jeg aldrig får en tand igen?«
Fofuxo kom helt tæt på, kiggede grundigt og smilede. »Det er en mælketand,« forklarede han. »Den bliver løs, når en ny og stærkere tand er på vej nedenunder for at tage dens plads.«
Pigúiça tænkte sig om. En ny tand, der ventede på sin tur dernede? Det lød som en kø. Men hun var stadig bekymret.
Samme eftermiddag kom Fofuxo gående med et kæmpestort kødben i munden, lige så stort som en bænk. Pigúiça måbede. Det var det flotteste kødben, hun nogensinde havde set. Og hun kunne ikke bide i det.
»Det er ikke fair,« klagede hun og satte sig midt på stien. »Med en løs tand må jeg kun spise grød.« Fofuxo lagde kødbenet fra sig og lagde sig ved siden af hende. »Så spiser vi grød sammen i dag.«
Og det gjorde de. Græskargrød, dejlig lun, i hver sin skål. Fofuxo lavede så mange mmm-ansigter, som om det var det lækreste i hele verden, at Pigúiça begyndte at grine.
Hun grinede så meget, så meget, med åben mund, at hun pludselig mærkede et lillebitte plop. Og dér, i skålen med grød, lå den lille hvide tand og kiggede op på hende.
»Den faldt ud!« sagde hun overrasket. »Og det gjorde slet ikke ondt!« Hun rørte ved hullet med tungen. Det var sjovt. Det føltes som et nyt lille vindue i munden.
Fofuxo fortalte, at i Dogavios giver man mælketænderne til blomsterne. De gik hen til blomsterbedet ved huset, og Pigúiça lagde forsigtigt tanden midt mellem margueritterne.
»Tak, fordi du passer på den,« sagde hun. Og den ældste marguerit svarede med en lille kronbladsstemme: »Tak, fordi du kom med den. Pas godt på din nye tand.«
Om aftenen i sin lille seng rørte Pigúiça stadig ved det lille vindue i munden med tungen. Nogle gange kom hun til at fløjte, fiuuu, og så fnisede hun stille.
Inde i det lune mørke i gummen ventede den nye tand på sin tur, helt uden at have travlt. Og Pigúiça havde heller ikke travlt. Hun lukkede munden, lukkede øjnene og sov, mens hun drømte om det kæmpestore kødben, hun ville bide i en dag.
