Sssh. Hvis du er helt stille, kan du måske høre det, langt borte: lyden af bløde vinger, fuuum, fuuum. Det er Dracao, den mest generte grønne drage i Dogavios, der øver sig i det skjulte.
Dracao var kæmpestor, havde skinnende grønne skæl og boede i en hule fuld af krystaller. Han fløj rigtig godt, når han var alene. Men hvis nogen kiggede, blev hans vinger bløde som kogt spaghetti.
Den dag var det Skyfest. Hvalpene hoppede fra sky til sky, fløj gennem farvede ringe og rutsjede ned ad regnbuens striber. Pigúiça og Fofuxo sad deroppe og heppede på alle.
Dracao kom langsomt, halvt skjult bag en sky, der var meget mindre end ham. Halen stak ud på den ene side og snuden på den anden. »Jeg vil så gerne flyve gennem den store ring,« hviskede han til Pigúiça. »Men alle vil kigge.«
»Kom så!« sagde Pigúiça. Dracao trak vejret dybt, bredte vingerne ud og steg op. Alle hvalpene stoppede for at se. Og så blev hans vinger bløde, han slog en skæv kolbøtte og faldt, plump, ned i en blød sky.
Ingen grinede ondt. Der lød bare et overrasket »ååååh«. Men Dracao blev så flov, at han krøb helt sammen og gemte hovedet under vingen. »Jeg duer ikke til at flyve, når andre ser på,« sagde han.
Fofuxo satte sig ved siden af ham, og Fofuxos øjne, der havde været gyldne, blev ravfarvede. »Ved du, hvem der faldt første gang, de prøvede at flyve gennem ringen?« spurgte han.
»Mig!« råbte Tico, gravhunden, fra skyen ved siden af. »Jeg sad fast på midten, halvt på den ene side og halvt på den anden!« Og Nina, puddelhvalpen, fortalte, at hun engang var rutsjet baglæns ned ad regnbuen. Alle havde en historie om at falde.
Dracao tog hovedet frem fra vingen. »Er alle faldet?« »Alle sammen,« sagde Pigúiça. »Og alle prøvede igen. Se bare på mig og ikke på dem. Lad, som om det kun er mig, der kigger.«
Dracao kiggede kun på Pigúiça, på hendes blå øjne, der så helt rolige ud. Han bredte vingerne ud igen, fuuum, fuuum, steg langsomt op, uden at have travlt, og fløj lige gennem midten af den store ring uden at røre ved noget som helst.
Hvalpene hoppede af glæde på skyerne. Og Dracao begyndte at lyse, helt grøn og skinnende, for det er det, der sker med ham, når han er glad.
Da natten kom, ville ingen gå hjem. Hvalpene lagde sig på de bløde skyer, og Dracao rullede sig sammen midt imellem dem alle og lyste ganske svagt som en lille natlampe.
Pigúiça puttede sig ind til hans varme mave. »Flyver du igen i morgen?« spurgte hun. »Ja,« sagde Dracao og gabte en lille sky af damp.
Og dér, højt oppe på Dogavios' himmel, faldt de alle i søvn, én efter én, vugget af det bløde grønne lys fra en drage, der lige var blevet en lille smule modigere.
