Trici elskede at udforske. Den eftermiddag fik hun øje på en blå sommerfugl og fulgte efter. Så en til, og fulgte efter. Da hun så sig om, stod hun i en skov, hun aldrig havde set.
Træerne var høje med tykke stammer, og de lignede hinanden alle sammen. Solen var ved at blive orange. Trici vendte sig til højre. Til venstre. Hun vidste ikke længere, hvor hjemme var.
Hun satte sig. Hendes lille hjerte sagde dunk-dunk-dunk, helt hurtigt. Det ene øje begyndte at blive vådt.
»Rolig,« sagde hun til sig selv. »Fru Langhals siger altid: Når du er faret vild, så bliv stående og træk vejret.« Hun tog en dyb indånding. Pustede langsomt ud. Indåndede igen. Pustede ud. Hjertet blev langsommere.
Så lyttede hun. Helt sagte, fra et eller andet sted: hmmm, hmmm. Det var en sten, der nynnede.
»De syngende sten!« huskede Trici. »De bor tæt på mit hjem.« Men lyden kom fra flere sider. Hvilken vej var den rigtige?
Hun gik hen til den første sten, lille og grå. Den sang ganske svagt. »Hmm.« Så hen til den næste, lidt større. »Hmmm.« Hver sten sang lidt højere end den forrige.
»Det er det!« sagde Trici. »Jo tættere på hjemmet, jo kraftigere synger de!« Og hun fulgte stenene, én efter én, som man følger spor.
For hvert skridt blev himlen lidt mørkere, og stjernerne tændtes. Men stenene blev stærkere, og musikken klarere. Det var en vuggevise, og Trici opdagede, at hun kendte den udenad.
Hun gik forbi et blomsterbed, hvor blomsterne vendte sig mod hende. »Godnat, Trici,« hviskede de. Hun smilede og gik videre.
Så, langt fremme, så hun et varmt lys. Det var vinduet i hendes eget hjem. Og i døren stod Fru Langhals med halsen strakt i alle retninger og ledte.
»Trici!« udbrød hun. »Jeg var faret vild, men jeg blev stående, trak vejret og fulgte stenene!« sagde Trici og løb hen til hende. Fru Langhals omfavnede hende med halsen og lagde den helt rundt om hende.
»Jeg er så stolt af dig,« sagde Fru Langhals. »At fare vild sker for alle. Det vigtige er at vide, hvad man gør, når det sker.«
Den nat sov Trici med vinduet på klem. Udenfor sang stenene vuggevisen, hmmm, hmmm, ganske sagte, som for at sige: Vi er her, vi er her. Og Trici sov, lun og tryg.
