Plop! Det lille frø faldt ned i et lille hul i haven. Pigúiça dækkede jorden med poterne, bankede to gange oven på og satte sig ved siden af med vidt åbne øjne. »Nu bliver den til en blomst,« sagde hun.
Hun ventede et minut. Ingenting. Hun ventede to. Ingenting. Hun ventede, til Fofuxo kom med et honningbrød. »Er blomsten ikke kommet endnu?« spurgte han.
»Nej. Det tager alt for lang tid. Mon frøet sover?« »Det tror jeg,« sagde Fofuxo. »Frø sover lidt, før de vokser.«
Næste dag vågnede Pigúiça og løb ud i haven. Ingenting. Jorden var præcis den samme. Dagen efter det samme. Og dagen efter.
Hun begyndte at blive utålmodig. Hun bankede med poten. Hun sukkede dybt. Hun pirrede til jorden med snuden for at se, om alt var i orden dernede.
»Pigúiça,« sagde Fofuxo, »rødderne vokser først, i mørket, hvor ingen kan se det. Først bagefter kommer det grønne.« »Men jeg vil se det nu!« »Det ved jeg,« sagde han. »At vente er svært. Men må jeg fortælle, hvad der hjælper?«
Pigúiça nikkede. »Frøet har brug for vand. Du kan passe det hver dag, så bliver ventetiden ikke så lang.«
Det var sådan, Pigúiça fik en opgave. Hver morgen gik hun ned til den lysende bæk i skoven, med solen lavt i bladene. Hun rørte ved vandet med poten og lavede små bølger. Hun fyldte et stort blad, foldet som en kop, og gik langsomt tilbage uden at spilde for at vande jorden.
I begyndelsen tænkte hun kun på blomsten. Så begyndte hun at lægge mærke til andre ting. Bierne, der summede forbi. Sit eget spejlbillede i vandet. Duften af morgen. Vejen tilbage, som hun kendte udenad.
Der gik syv dage. Otte. Ni. På den tiende dag kom Pigúiça med det lille blad fuldt af vand og så noget lille og grønt med to runde små blade, der åbnede jorden.
Hun standsede. Hun råbte ikke. Hun hoppede ikke. Hun stod med hjertet hamrende, helt stille, for ikke at skræmme den lille plante. »Hej,« hviskede hun. »Nu er du kommet.« Planten svajede en lille smule, som for at sige godmorgen.
Fofuxo kom hen ved siden af hende med et smil. »Det tog tid, ikke? Men den kom.« »Det tog tid,« sagde Pigúiça. »Og det var godt at vente. Jeg så så meget på vejen.«
Den aften, før hun gik i seng, kiggede Pigúiça ud ad vinduet. Dernede i mørket voksede planten uden en lyd, ligesom hendes søvn, der kom langsomt.
»Godnat, lille plante,« sagde hun. »Gro nu pænt. Jeg vokser også, mens jeg sover.« Og hun lukkede øjnene og lod tiden arbejde.
