
På den højeste bakke i Dogavios, i et lille hus med blå vinduer, boede Fru Brise. Hun var en meget gammel mynde med hvid pels og bløde ører, som gik langsomt og smilede til alle.
Hendes hvalpe var blevet store og boede langt, langt væk på den anden side af bjergene. Derfor skulle Fru Brise være alene den jul.
»Ingen burde være alene til jul,« sagde Pigúiça med rynket snude. »Jeg tager en gave med til hende.« Men da hun åbnede sin skatteæske, fandt hun kun en lille sten, en knap og en halv kiks. Ingenting virkede godt nok.
Fofuxo kløede sig bag øret. »Du ved, nogle gaver passer ikke i nogen æske.« »Som hvad?« »Som en sang.«
Pigúiça spilede de blå øjne op. En sang! Hun elskede at synge, selv om hun sang en lille smule falsk. Nogle gange ret meget.
Så hver aften gik de to ud på den blomstrende mark for at øve. Fofuxo satte sig, kiggede op mod himlen og sang med åben brystkasse. Pigúiça satte sig ved siden af og sang med, med snuden pegende mod skyerne. Tonerne svævede i luften, og blomsterne svajede i takt.
Sangen var enkel: den handlede om et lille hus på en bakke, et tændt vindue og venner, der kommer i kulden. Den sidste del fandt Pigúiça selv på: »Og den, der bor deroppe, er aldrig, aldrig alene.«
Juleaften, da solen stod lavt og lænede sig mod bakkerne, gik de op til det lille hus med de blå vinduer. De stillede sig foran døren. Pigúiça tog en dyb indånding. Og så begyndte de.
Ved den første tone rørte gardinet sig. Ved den anden gik vinduet op. Og dér stod Fru Brise med ørerne helt oppe og øjne, der skinnede og var fugtige.
Da sangen var slut, var hun stille lidt. Så sagde hun med rystende stemme af glæde: »Det er så mange år siden, nogen har sunget for mig.« Og hun åbnede døren. »Kom ind, kom ind. Der er varm suppe på komfuret.«
De tre tilbragte aftenen ved pejsen. Fru Brise fortalte, hvordan hendes hvalpe sang, da de var små, og lærte dem en gammel sang fra før Pigúiça blev født. Stenen og knappen fra skatteæsken blev til pynt i hendes vindue.
På vejen hjem var himlen over Dogavios fuld af stjerner. »Det var den bedste gave, jeg nogensinde har givet,« sagde Pigúiça. »Og den behøvede ikke engang en sløjfe.«
»Skal vi komme igen nytårsdag?« spurgte hun. »Og dagen efter også,« sagde Fofuxo.
Hjemme lagde Pigúiça sig og nynnede stille Fru Brises gamle sang. Melodien blev langsommere og langsommere, til den kun var en mumlen. Og mumlen blev til søvn.
