Den morgen vågnede Pigúiça med en idé, der var for stor til at være i hovedet. »I dag hjælper jeg med alt!« erklærede hun. »Med alt!«
Fofuxo, der lige havde åbnet det ene øje, åbnede det andet. »Med alt?« »Med alt!« Og af sted gik hun, med den krøllede hale svingende, for at finde noget at gøre.
Først blomsterne i haven. Men Pigúiça tog vandkanden så hastigt, at vandet røg ud på én gang. Pladask! Margueritten fik en tur fra top til tå. »Brrr,« sagde den og rystede kronbladene. »Tak, men lidt ad gangen, ikke?«
Så de tørre blade i gården. Pigúiça tog kosten og fejede, fejede, fejede. Hun samlede en kæmpe bunke. Så kom der en brise, og, fuuu, bladene fløj tilbage til alle sider. En kat på muren og to egern på grenen så på det hele, og en kanin holdt sig for munden for ikke at le.
Pigúiça stod stille med hængende snude og et blad hængende på øret. Men der var jo stadig frokostbordet. Hun bar tallerkenerne, en, to, tre... og den fjerde gled ud af poten. Den gik ikke i stykker, for den var af træ, men den rullede rundt i hele køkkenet, klakke-klakke-klakke, til den ramte foden af skabet.
Så satte hun sig på dørtrinnet. »Det er svært at hjælpe,« mumlede hun. »Jeg laver bare rod.«
Fofuxo satte sig ved siden af hende, stor og varm. »Ved du, hvad der var dagens bedste hjælp?« »Hvad?« »Se derhen.« I haven fniste margueritten, helt våd og glad.
»Og så er der en hemmelighed til,« sagde Fofuxo. »At hjælpe er ikke at gøre alting alene. Det er at gøre sin lille del sammen med de andre. Hver tager så meget, som man kan klare.«
Pigúiça tænkte efter. Så rejste hun sig og hentede kosten igen. Denne gang holdt Fofuxo kurven, og hun fejede bladene langsomt ind i den. Ét blad, så en lille bunke, så en til. Og denne gang blev bladene liggende.
Til frokost bar hun én tallerken ad gangen, og Fofuxo bar resten. Bordet var dækket på et øjeblik, med en blomst i midten. Det var margueritten, der havde bedt om at komme og kigge på tæt hold.
Da solen begyndte at gå ned, var huset rent og duftende. Ikke perfekt. Der lå stadig et stædigt blad på tæppet og en vandpyt ved haven. Men det var, som et hus er, når alle har hjulpet.
Om aftenen mærkede Pigúiça tunge poter, en mave fuld af suppe og en god træthed, sådan som den, der har gjort noget nyttigt. »Jeg var dagens hjælper,« mumlede hun. »Det var du,« sagde Fofuxo.
Hun smilede, stak snuden ind under halen og lukkede øjnene. Tallerkenerne sov i skabet. Kosten sov i hjørnet. Og Pigúiça sov også, tæt sammen med dem alle.
