Bum! Pigúiça faldt igen.
Det grønne løbehjul havde hjul af glatte sten, sådan nogle, der synger, når de drejer: »ririri«. Det var smukt. Og det var svært. Hver gang hun skubbede fra med den ene pote og trådte op med de andre, stak løbehjulet af til den ene side, og hun til den anden.
Alle syntes at kunne køre. Bolota rullede langsomt forbi, helt i balance. Tico susede forbi med ørerne i vinden. Nina kørte endda på kun én pote, bare for at vise det.
Pigúiça satte sig i græsset med en brændende pote, kun en lille rift. »Det nytter ikke,« sagde hun sur. »Jeg er dårlig til det. Jeg giver op.«
Fofuxo så på løbehjulet, så på hende og sagde: »Vil du se noget?« Han tog løbehjulet, der var alt for lille til ham, og satte en pote på det. Pigúiça lo. »Det kan du ikke!«
»Vi får se,« sagde han. Han skubbede fra og gled lidt. Så skred han baglæns, »uååå!«, og endte på ryggen op ad en træstamme med alle fire ben i vejret og et forbløffet ansigt. Små frø fløj til alle sider.
Pigúiça lo med poten for munden og lo endnu mere, da Fofuxo lo med, liggende på ryggen. »Jeg falder hver dag,« sagde han. »Hver dag?« »Hver dag. At falde hører til at lære. Tricket er at rejse sig én gang mere, end man falder.«
Pigúiça rejste sig, rystede jorden af pelsen og tænkte på, hvad hvert fald havde lært hende. Første gang havde hun lænet sig for meget til venstre. Anden gang havde hun bøjet poterne af frygt. Tredje gang havde hun kun kigget på sine egne fødder.
»Jeg skal se fremad,« sagde hun. »Derhen, hvor jeg vil hen.«
Hun valgte en sten langt væk, skubbede fra, steg op på løbehjulet og trak vejret. Løbehjulet rystede. Hun så ikke på sine fødder. Hun så på stenen. Ririri, sang hjulene. Ririri, ririri.
Hun gled afsted, fem hele skub, og på det sjette vaklede løbehjulet. Men hun nåede at sætte poten i jorden og faldt ikke! Hun standsede med store øjne og et hjerte, der bankede stærkt og lykkeligt.
»Fem skub!« råbte hun. »Jeg tog fem skub!« »I morgen seks,« sagde Fofuxo, der stadig lå på ryggen med frø i hovedet. »Og så ti. Og så tæller du ikke mere.«
Om aftenen stod løbehjulet op ad væggen, og hjulene sang stadig sagte, kun et søvnigt ririri. Pigúiça krøllede sig sammen i sin lille seng og drømte, at hun gled langsomt afsted og så fremad uden hast.
I drømmen faldt hun ikke en eneste gang. Og hvis hun faldt, var det okay, hun rejste sig bare igen.
