Tårnet var næsten lige så højt som Pigúiças snude.
Hun havde brugt hele eftermiddagen på at stable runde småsten i haven. Hver sten, der kom op, sang ganske stille, pling, pling, som om den var glad for at få lov at sidde deroppe.
Der manglede kun én. Den fineste lille sten, blå som hendes øjne. Pigúiça strakte poten ud, meget langsomt ... og tårnet vaklede. Det vaklede til den ene side, det vaklede til den anden side, og så væltede det helt. Pling, plong, plump.
Pigúiça mærkede noget varmt stige op fra maven helt op til spidsen af ørerne. Hun stampede i jorden med poterne. Hun knurrede ad stenene. Hun sparkede til et blad, der slet ikke havde gjort noget. »Dumme sten! Dumme tårn! Alting er dumt!«
Fofuxo kom gående i sit rolige tempo og satte sig ved siden af hende. Han sagde ingenting. Han blev bare siddende og ventede.
»Jeg er sur!« råbte Pigúiça. »Så sur! Lige så sur som et helt bjerg!«
»Det ved jeg,« sagde Fofuxo. »Vrede kan være rigtig stor. Skal jeg lære dig et trick, så den bliver helt lille?«
Pigúiça lagde poterne over kors og vendte hovedet væk. Men hun lod det ene øre pege hen mod ham, bare for at lytte.
»Lad, som om der er en blomst lige foran din snude,« sagde Fofuxo. »Dufte langsomt til den. Lad nu, som om der er et lille stearinlys. Pust langsomt, uden at det går ud.«
Pigúiça duftede til blomsten, der ikke var der. Fffff. Hun pustede til lyset, der heller ikke var der. Fffuuu. Hun duftede igen. Pustede igen. Og én gang til.
Tredje gang skete der noget. En gul sommerfugl, som havde gemt sig i en rigtig blomst, fløj hen til hende og landede lige ved hendes snude. »Den kom!« hviskede Pigúiça uden at røre sig. »Hvorfor kom den ikke før?« Og Fofuxo svarede med et smil: »Sommerfugle kan lide rolige steder.«
Pigúiça kiggede på stenene, der lå spredt på jorden. Bjerget af vrede var nu ikke større end et lille sandkorn. Hun trak vejret én gang til og begyndte forfra, én sten ad gangen, uden at have travlt. Denne gang lagde hun den blå sten lige i midten, hvor den kunne ligge helt fast.
Da den lyserøde himmel begyndte at blive mørk, var tårnet færdigt. Og de små sten sang sammen en ganske stille sang, sådan en, man bliver helt gabende af.
I sin lille seng lavede Pigúiça stadig tricket. Duft til blomsten ... pust til lyset ... Duft til blomsten ... pust til lyset ...
Vil du prøve sammen med hende? Duft til blomsten. Pust til lyset. Helt, helt langsomt, indtil søvnen kommer.
