Pigúiças værelse så ud, som om en orkan af legetøj var fejet igennem. Der lå en bold under sengen, en bamse på stolen, klodser spredt over gulvet og et gummiben hængende fra gardinet. Ingen vidste, hvordan det var havnet der.
Udenfor blev den lyserøde himmel orange. Skyerne gabte allerede.
»Pigúiça,« sagde Fofuxo fra døren. »Det er tid til at rydde op.« »Åh nej!« klagede hun og lagde sig på ryggen midt i klodserne. »Der er alt for meget legetøj! Det klarer jeg aldrig!«
Fofuxo så på rummet, så på hende og smilede skævt. »Hvad nu, hvis det ikke var at rydde op? Hvad nu, hvis det var at sige godnat?« Pigúiça løftede det ene øre. »Sige godnat?«
»Selvfølgelig. Legetøj bliver også trætte. De har leget med dig hele dagen. Nu skal de i deres seng.«
Fofuxo tog bolden og løftede den, som bar han en skat. »Godnat, Bold. Du har rullet meget i dag.« Og han lagde den i kassen, helt forsigtigt.
Pigúiça lo. Hun tog bamsen. »Godnat, Bamse. Du var min gæst til tefesten.« Og hun lagde den i kassen med hovedet på en lille pude.
Sådan gik det, én efter én. Klodserne blev stablet på række og sov tæt sammen. Billedbogen kom op på hylden, stående, ved siden af sin nabo. Kun gummibenet manglede, deroppe på gardinet.
»Jeg tager det,« sagde Fofuxo. Han strakte halsen, åbnede munden og trak benet ned med tænderne. Det var et kæmpe ben, længere end Pigúiça. Han bar det hen til kassen med skridt som en, der bærer noget meget vigtigt. »Godnat, Ben,« sagde Fofuxo, endnu mere sagte. »Du har taget mange ture i dag.« Og de lukkede låget sammen.
Værelset blev stille. Gulvet kom til syne, helt rent. Vinduet slap et stykke gyldent lys ind, som landede på tæppet som en kat.
Pigúiça så sig omkring. Hun kunne lide, hvad hun så. Alt var på sin plads. Når hun vågnede i morgen, ville hun vide præcis, hvor hver ven var. »Et roligt værelse er smukt,« mumlede hun. »Og et roligt værelse hjælper én med at sove,« sagde Fofuxo.
Pigúiça kravlede op i sengen. Øjnene var tunge. Kassen dernede syntes at trække vejret langsomt, fuld af legetøj, der drømte.
»Godnat, værelse,« sagde hun, næsten sovende. »Godnat, alt.« Og hun sov, med et let hjerte og et værelse i fred.
