
Den første kulde kom til Dogavios helt stille en sen eftermiddag. Blomsterne lukkede kronbladene som folk, der tager frakken på, og stenene sang lavere for ikke at bruge varmen.
Pigúiça elskede det. Huskyer holder af kulde. Hun løb rundt i bedet og pustede små skyer ud af snuden, fuuu, og lod, som om hun var en drage.
Så så hun den. Oppe på en margerit sad en gul sommerfugl helt stille med lukkede vinger. Pigúiça gik helt tæt på. Sommerfuglen rystede og rystede som et blad i vinden.
»Skal du ikke flyve?« spurgte Pigúiça. »Det kan jeg ikke,« svarede sommerfuglen med en tynd lille stemme. »Mine vinger er blevet iskolde. En sommerfugl kan kun flyve, når den er varm.«
Pigúiça tænkte hurtigt. Først ville hun tage sommerfuglen med hjem i en lille krukke. Men så huskede hun, hvad Fofuxo altid sagde: havens dyr kan godt lide at bo i haven. At hjælpe er ikke at fange.
Så lagde hun sig stille ved siden af margeritten og pustede ganske blidt, en lun luft fra munden. Hhhaaa. Sommerfuglen åbnede vingerne en lille smule.
Bagefter gjorde Pigúiça, hvad alle huskyer kan: hun rullede sin bløde hale, tyk som et halstørklæde, rundt om blomsten som en lille mur, så vinden ikke kunne komme til. »Bedre?« »Meget bedre,« sagde sommerfuglen. »Men natten bliver lang.«
Pigúiça så sig omkring. Tæt ved stod træet med den snoede stamme, med lave grene og blade så store som paraplyer. Under dem nåede vinden næsten ikke ind.
»Jeg kender et sted,« sagde hun. Og hun gik langsomt, helt langsomt af sted, uden at rive roden op: hun gravede jorden rundt om og tog den lille blomst med jord og det hele, med sommerfuglen ovenpå, siddende fast som en passager.
Under de store blade plantede hun margeritten igen, i en blød lille krog af mos, og lagde nogle tørre blade rundt om. Stedet lignede et lille værelse.
Sommerfuglen krøb sammen. Vingerne holdt op med at ryste. »Tak, Pigúiça,« hviskede den. »I morgen, når solen er varm, kommer jeg og siger godmorgen.«
Næste morgen ramte solen de store blade, og dér var sommerfuglen og fløj under grenen og tog små sving foran Pigúiças snude. Hun satte sig og smilede og smilede med ørerne helt oppe.
Om aftenen lagde Pigúiça sig i sin seng og rullede halen om sin egen snude, ligesom hun havde gjort ved sommerfuglen. Det blev lunt. Det blev dejligt.
Ude under bladene sov en lille en også i fred. Og fordi Pigúiça vidste det, sov hun endnu roligere.
