Lille Knogle var blå, af plys, med en lap på øret. Den var ikke Pigúiças største legetøj og heller ikke det smukkeste. Men den var yndlingen. Den sov hos hende hver nat og hørte alle hendes hemmeligheder.
Den eftermiddag legede Pigúiça på marken, løb efter sommerfugle, rullede i græsset, og først da hun skulle hjem, opdagede hun det: poten var tom.
»Min Lille Knogle!« råbte hun. »Den er væk!« Hendes hage begyndte at dirre. Tårerne fyldte de blå øjne, og Pigúiça græd midt på marken, mens den lyserøde himmel blev mørk.
Fofuxo kom, satte sig ved siden af hende og ventede uden at sige noget, til gråden aftog. »Det gør ondt, ikke?« sagde han. »Meget,« snøftede Pigúiça. »Den er min ven. Og jeg har mistet den.«
»Det er virkelig sørgeligt,« sagde Fofuxo. »Vil du prøve at finde den? Jeg kender et trick.« »Hvilket?« »Vi trækker vejret tre gange. Så husker vi, skridt for skridt, hvor du har været i dag. Knoglen må være et af de steder.«
Pigúiça trak vejret: én, to, tre. Hovedet blev klarere, ligesom vandet i en bæk, når mudderet har lagt sig.
»Om morgenen lå den hos mig i sengen,« sagde hun. »Så tog jeg den med i skoven... Så klatrede jeg op i træet... Så lagde jeg mig ved en kæmpeblomst og...« »Og?« spurgte Fofuxo. »Og så kiggede jeg på bierne! Det var dér!«
De gik ind i skoven, mellem fyrretræerne, mens solen stod helt lavt mellem bjergene. De nåede frem til kæmpeblomsten.
Og dér sad et trist lille insekt, sammenkrøbet oven på blomsten, med noget blåt, der var større end det selv. »Min Lille Knogle!« sagde Pigúiça.
Insektet løftede hovedet. Det var en mariehøne med våde øjne. Den hed Lili. »Jeg fandt den,« sagde Lili sagte. »I morges. Jeg ville bringe den til sin ejer, men den var for tung, og jeg vidste ikke, hvor hun boede. Så jeg blev her og ventede på, at nogen kom.«
Pigúiça fik varmt om hjertet. Hun tog Lille Knogle forsigtigt og krammede den helt hårdt. »Tak, Lili. Du har passet på den hele dagen.«
»Vil du besøge os i morgen?« spurgte Fofuxo. Mariehønen smilede for første gang. Hun kravlede op på Fofuxos ryg, og de tre gik hjem, helt stille, mens de første stjerner viste sig.
Den nat sov Pigúiça med Lille Knogle i armene. Hun tænkte, at det gør ondt i hjertet at miste noget kært. Men at trække vejret, huske og lede i ro og mag hjælper én med at finde vej tilbage.
Lille Knogle hørte alle dagens hemmeligheder. Og Pigúiça sov.
