»Atjoo!« Pigúiça nyste så kraftigt, at dynen hoppede ud af sengen.
Hun havde tæt næse, en varm snude og tunge øjne. Hun prøvede at rejse sig for at lege, men poterne føltes, som om de var af gelé. Hun faldt tilbage på numsen med et langt suk.
Fofuxo kom og lagde snuden mod hendes pande og sagde »hm«. »Du er alt for varm, Pigúiça. I dag er det en hviledag.« »Hvile? Jeg vil ikke hvile! Der er engen, der er Bolota, der er...« »Atjoo!«
Fofuxo smilede og bar tæppet udenfor, ind under et træ, for Pigúiça kunne ikke holde ud at være spærret inde. Han bredte tæppet ud i græsset, og hun krøb sammen deri, med ham lagt helt tæt ved siden af. En lille bi landede på hendes hoved og blev der som en gæst.
»Jeg kan ikke lege,« mumlede Pigúiça. »Og dagen er så smuk.«
»Din krop arbejder,« sagde Fofuxo. »Den kæmper mod forkølelsen, og det er hårdt arbejde. At hvile er også at hjælpe.« »Hvad er det for et arbejde, som jeg ikke engang kan se?« »Det, der sker indeni. Der er en lille bande derinde, der rydder op i alting, men de kan kun arbejde, når man ligger stille.«
Pigúiça så mistroisk på sin mave. En lille bande? Derinde? Hun lå helt stille, bare for ikke at forstyrre.
Det var da, at Fru Langhals, den store diplodocus, dukkede op på engen. Hun sænkede sin lange, lange hals, til hovedet var helt tæt ved Pigúiça. »Jeg har pebermyntete med,« sagde hun langsomt. »Og en historie.«
Teen var lun og duftede af have. Pigúiça drak og mærkede næsen åbne sig lidt. Fru Langhals begyndte historien med sin dybe, langsomme stemme: »Der var engang en sky, der besluttede at gå langsommere end alle de andre...«
Bien summede sagte, som om den også ville lytte. Vinden rørte let i græsset. Og skyen i historien gik videre, langsomt, langsomt, helt langsomt...
Da Pigúiça opdagede det, stod solen gylden og lavt på himlen. »Nåede skyen derhen, hvor den ville?« spurgte hun med næsten lukkede øjne. »Ja,« sagde Fru Langhals. »Men du faldt i søvn før slutningen.«
Hun havde sovet hele eftermiddagen. Næsen var stadig lidt tilstoppet, og hosten dukkede op nu og da. Men hovedet var lettere, og poterne var poter igen, ikke gelé.
De gik langsomt hjem, med tæppet på Fofuxos ryg. Om aftenen lagde Pigúiça sig i sin lille seng og trak vejret, én gang ad gangen. Ind. Ud. Den lille bande indeni arbejdede videre, stille og roligt, uden en lyd.
Og Pigúiça gled i søvn, varm og lun, mens hun lyttede til sin egen vejrtrækning, der blev roligere og roligere.
