
En rød strimmel. En hvid strimmel. Pigúiça så på de to papirstrimler med rynket snude, som man ser på et puslespil.
Det var dagen, hvor træet på bakken skulle pyntes, det der står helt alene oppe på den blomstrende mark. Hele flokken var kommet: Bolota, Tico og Nina. Og Fofuxo havde taget en idé med fra en bog.
»Her i Danmark laver familierne flettede julehjerter til at hænge i juletræet,« fortalte han. »Man tager to strimler i to farver og fletter dem ind i hinanden, til de bliver til et hjerte. Dem kalder man julehjerter.«
»Jeg laver det første!« sagde Pigúiça. »Helt alene!« Og hun gik i gang. Ind, ud. Ind, ud. Men den røde strimmel gled væk. Den hvide knækkede til den forkerte side. Når hun fik styr på den ene, gik den anden af lave.
Hun prøvede igen. Og igen. Fjerde gang lignede hendes hjerte mere en mast sandwich end et hjerte. »Det her er umuligt!« fnøs hun og satte sig med et bump i græsset.
Fofuxo satte sig foran hende med et smil. »De fleste laver ikke det første hjerte alene,« sagde han. »Som regel holder den ene, og den anden fletter. Vil du prøve sådan?«
Pigúiça tænkte efter. Hun ville ikke helt indrømme det, men hun var træt af mast sandwich. »Okay. Du holder.«
Fofuxo holdt de to strimler fast med sine store poter. Pigúiça flettede langsomt: ind, ud, ind, ud. Denne gang gled intet. Og pludselig lå det der: et ternet hjerte, rødt og hvidt, med en lille hank foroven til at hænge det op i.
»Se,« sagde Fofuxo. »Halvdelen er rød, halvdelen er hvid. Én alene bliver ikke et hjerte. Men to sammen, det gør.«
Hele flokken gik i gang to og to. Bolota holdt for Tico. Nina flettede sammen med Bolota. Ingen lavede et perfekt hjerte, men alle blev pæne på deres egen måde, nogle skæve, nogle buttede, og et med en blomst, der klistrede fast ved et uheld.
De hængte hjerterne i grenene, ét ad gangen. Bagefter viklede Fofuxo en lyskæde om træet, og den løb ned til jorden som en lille funklende bæk.
Da solen gik ned, skete der noget, som kun sker i Dogavios: stjernerne kom tidligt frem og landede helt oppe i trætoppen og tegnede stjernebilleder mellem grenene. Hele træet strålede.
Pigúiça og Fofuxo sad overfor hinanden og kiggede. »Vores hjerte er det smukkeste,« hviskede hun. »Det er det smukkeste, fordi det blev lavet af to,« svarede han.
Den nat sov Pigúiça med en lille rød strimmel under poten. Og hun drømte om papirhjerter, der svajede helt langsomt i den varme vind på bakken.
