Der var tre nætter til jul, og Pigúiça havde et problem så stort som et bjerg. Hun havde stadig ingen gave til Fofuxo.
Hun ville give ham noget kæmpestort. Noget blankt. Noget, der fik Fofuxo til at juble og løbe rundt efter sin egen hale.
Hun gik hen til lysningen for at høre, hvad de andre ville give. Bolota ville give en pude med gyldne frynser. Tico ville give en ny børste med sølvskaft. De to talte hurtigt og begejstret, og gaverne lød mere og mere vidunderlige.
Pigúiça så ned på sine egne poter. Hun havde ingen pude, ingen børste og ingen gyldne frynser. Hun havde kun fire poter, tyve små tæer og en masse lyst.
Så gik hun rundt i haven og tænkte. Foran et blomsterbed standsede hun, og som det sker i Dogavios, vendte alle blomsterne sig mod hende på én gang. »Må jeg låne ét kronblad fra hver af jer?« spurgte hun. Blomsterne nikkede. Sommerfuglene, der fløj forbi, landede nysgerrigt på hendes hoved.
Med kronbladene farvede Pigúiça et stykke hvidt bånd. Hun gnubbede blåt, gnubbede gult, gnubbede lyserødt. Båndet blev stribet og lidt udtværet, med et lille stykke græs klistret fast.
Så prøvede hun at binde en sløjfe. Den blev skæv. Hun prøvede igen. Den blev endnu skævere. Tredje gang bandt hun en knude formet som et kødben. Den var også skæv, men man kunne tydeligt se, at det var et kødben.
Juleaften gemte hun gaven bag ryggen. Hun skammede sig lidt. Ved siden af puden med de gyldne frynser så hendes sløjfe jo lidt, ja, skæv ud.
»Glædelig jul, Fofuxo,« sagde hun og rakte båndet frem. »Jeg har lavet det selv. Det blev grimt.« Fofuxo kiggede. Hans øjne blev mørkeblå, som de gør, når han har noget vigtigt at sige.
»Pigúiça, det er det smukkeste, jeg nogensinde har fået,« sagde han. »Jeg kan mærke hvert eneste kronblad. Jeg kan mærke din tid, din pote og den her kødbensknude. Det kan ingen butik i verden sælge.«
Han lagde båndet om halsen, og det hang lidt på skrå, lige ud for hjertet. »Nu har jeg en gave fra dig med mig, hvor jeg end går,« sagde han.
Så hentede han en lille pakke frem bag træet. Det var en glat sten, sådan en, der synger sagte, malet med stor omhu. Ovenpå stod der med blå maling PIGÚIÇA. Bortset fra at accenten over Ú'et var kommet til at ligge ned.
De to latterudbrud blandede sig. Stenen sang hmmm, hmmm, som om den også var glad.
Den nat sov Pigúiça med stenen under hagen. Fofuxo sov med den skæve sløjfe om halsen. Og de drømte begge om en gave, som ingen kan pakke ind.
