
BUM! Pigúiça sprang så højt, at ørerne røg op i loftet. PAF! PAF-PAF-PAF! Og et øjeblik efter sad hun under køkkenbordet, helt sammenkrøbet med halen mellem poterne.
Det var nytårsaften i Dogavios. Nede på torvet i landsbyen skød de store hvalpe nytårsraketter op for at fejre det. Raketterne var smukke og fulde af farver. Men de larmede. Meget.
Fofuxo bøjede sig ned, helt langsomt, og lagde sig på gulvet uden for bordet. Han trak ikke Pigúiça ud. Han lå bare dér, tæt ved. »Det var skræmmende, ikke?«
»Mine ører gør ondt,« klynkede hun. »Og min mave hopper med.« »Det er helt normalt,« sagde Fofuxo. »Hunde hører rigtig, rigtig godt. Derfor lyder støjen endnu højere for os. Jeg kan heller ikke lide det.«
Pigúiça kiggede frem. »Du også?« »Mig også. Men jeg har nogle tricks. Vil du lære dem?« Hun nikkede, kun med snudespidsen.
»Første trick: beskyt ørerne.« Fofuxo tog Pigúiças uldhue, den blå med en dusk, og lagde den forsigtigt over hendes ører. Larmen blev længere væk og mere dæmpet, som om den var på den anden side af en pude.
»Andet trick: en lyd indeni, der er større end lyden udenfor.« Og han begyndte at nynne lavt, hmm, hmm, hmmmm, en meget langsom melodi. Pigúiça nynnede med. Det var sjovt: når hun sang, holdt hjertet op med at løbe.
»Tredje trick: være tæt på dem, vi holder af.« Pigúiça kom ud fra under bordet og krøb ind til Fofuxos bløde bryst. Dér var det varmt, og det duftede af hjem.
Raketterne blev ved lidt endnu. BUM. Hmm, hmm. PAF. Hmm, hmm. Og pludselig holdt de op. Landsbyen blev helt stille. Kun havens sten sang, helt lavt, som altid.
»Skal vi gå ud?« spurgte Fofuxo. De gik ud og satte sig på den blomstrende mark ved træet og kiggede op på den klare himmel i det nye år.
Så krydsede en stor stjerne himlen, langsomt, og efterlod et prikket spor af lys, som når man tegner med kridt. Den lavede ingen lyd. Ikke en pip.
»Se!« hviskede Pigúiça. »En nytårsraket, der ikke siger BUM!« Fofuxo lo. »Det er min favorit. Ønsk dig noget til det nye år.«
Pigúiça lukkede øjnene og ønskede sig stille: at alle, der er bange for høje lyde, i det nye år har nogen tæt ved, som nynner.
Bagefter gik de ind igen. Hun lagde sig i sin seng, stadig med hue på, og nynnede resten af melodien: hmm, hmm, hmmmm. Langsommere og langsommere. Til hmm'et blev til et gab, og gabet blev til søvn.
