Banden legede skjul i lysningen, og Rex ville så gerne være med. »Jeg tæller til ti!« sagde Pigúiça med tildækkede øjne. »Et, to, tre...«
Trici løb om bag en busk. Tico krøb ind i en hul træstamme, men lang som han er, stak enden af halen ud. Bolota lagde sig bag en sten og var helt stille.
Rex ledte efter et sted. Bag et tyndt træ? Hans hoved stak frem. Bag en busk? Busken lignede en hat på hans hoved. Bag stenen? Stenen nåede ham knapt til knæet.
»...ni, ti! Nu kommer jeg!« Pigúiça åbnede øjnene og fandt Ticos hale på to sekunder. Så Bolota, der snorkede. Så Trici. Og Rex stod stadig midt i lysningen, på hug, med de små hænder for øjnene. »Rex, jeg kan se dig.«
Rex satte sig på jorden med et bum. »Jeg er for stor,« sagde han. »Til alting. Jeg kan ikke skjule mig, ikke komme gennem tunnelen og ikke lege på vippen uden at sende den anden op i luften.«
Fofuxo, der var kommet og havde hørt det hele, satte sig ved siden af Rex. »Jeg er også ret stor,« sagde han. »Jeg kan ikke komme gennem Bolotas lille dør. Men nogle gange er det en hjælp at være stor.« »En hjælp, hvordan?« spurgte Rex.
I det samme åbnede skyerne sig pludselig for en lille regn, plik, plik, plik. Hvalpene så sig omkring. Der var intet stort træ i nærheden, intet tag, ingenting.
»Rex!« råbte Pigúiça. »Læg dig!« Rex lagde sig på siden, og hans mave blev til et stort grønt tag. Alle krøb ind under det, mellem benene og halen. Der var tørt og lunt og duftede af blade.
»Rex,« sagde Tico og kiggede frem mellem hans tæer, »du er det bedste skjulested, jeg nogensinde har set.« »Ikke engang regnen kan finde os her,« sagde Bolota.
Rex havde aldrig været bedst til noget. Han blev så glad, at hans hale begyndte at logre helt af sig selv, fra side til side.
»Pas på halen!« lo de alle. Og så opdagede de noget andet: Når Rex logrede, svingede halen blidt som en hængekøje. Én ad gangen klatrede hvalpene op på den og blev vugget.
Regnen holdt op. Natten kom. Rex blev liggende, for han ville ikke afslutte legen, mens vennerne blev søvnige omkring ham.
Pigúiça lagde hovedet på hans mave, der gik op og ned. »Rex,« hviskede hun, »i morgen tæller du til ti, og så gemmer vi os inde i dig.« Rex smilede. »Aftale.«
Og mens regnen sang udenfor, og vennerne lå lunt under ham, lukkede Rex langsomt øjnene. Den største i banden havde fundet sin måde at lege på. Og han var den første, der faldt i søvn.
