Pigúiças nusseklud havde et navn: Lille Stjerne. Den var lyseblå, blød og fuld af broderede stjerner, og den var allerede lidt slidt af al kærligheden. Den duftede af hjem og god søvn. Pigúiça tog Lille Stjerne med overalt: ud i haven, hen til bordet, ja selv i bad, hvor den hang på tørresnoren og ventede.
En morgen, mens hun løb efter en sommerfugl, trådte hun på spidsen af kluden og faldt, bums, på snuden i græsset. »Av!« sagde Pigúiça. Og hun kiggede på Lille Stjerne, helt snavset og trukket ud.
Fofuxo, der gik forbi, satte sig ved siden af hende. Han hjalp med at børste jorden af kluden med poten. »Pigúiça, har du lagt mærke til noget?« spurgte han. »Du vokser. Dine poter er længere. Dine ører når højere op.«
»Gør jeg?« sagde hun og kiggede på sine egne poter. »Men jeg vil ikke vokse væk fra Lille Stjerne.« »Ingen har sagt væk,« sagde Fofuxo. »Den kan være lige i nærheden. Den behøver bare ikke komme med overalt. Hvad med at lave et særligt hjem til den?«
De fandt en lille trækasse nederst i skabet. Pigúiça fodrede kassen med bløde blade, vaskede kluden i bækken og lod den tørre i solen. Så foldede hun Lille Stjerne med stor omhu og lagde den derind.
»Godnat, Lille Stjerne,« sagde hun. »Du har passet på mig. Nu skal du hvile lidt.« Hun satte kassen på hylden ved siden af sengen, hvor kluden kunne se hele værelset.
Men da natten kom, var det sværere. Pigúiça vendte sig til den ene side. Til den anden. Der manglede noget blødt at holde fast i. Hun fik en kriblen i maven, og øjnene blev våde. »Fofuxo?« kaldte hun sagte.
Fofuxo kom uden en lyd. Han lagde sig ved siden af hendes lille seng, med den gyldne pels helt tæt på. Som lyset faldt ind ad vinduet, lignede hans pels noget fuldt af små stjerner, én for hvert lille hår.
»Du må godt holde fast lidt, hvis du vil,« sagde han. Pigúiça gemte snuden i den bløde pels. Den var varm. Den duftede af honningkager og blomstereng. Hun trak vejret ind og ud, i samme takt som vennen.
På hylden lå kassen stille på vagt, med Lille Stjerne indeni, der også drømte. Den nat opdagede Pigúiça noget. Kærligheden sad ikke kun i kluden. Den sad i Fofuxos pels, på hylden, i den lille seng, i hele huset. Den var noget meget stort, der kunne være overalt.
Hun gabte. Stjernerne i pelsen blinkede langsomt, helt langsomt. Og Pigúiça sov med snuden mod vennen og hovedet fuldt af himmel.
