»I morgen er det min tur,« hviskede Pigúiça, og stemmen blev så lille, at Fofuxo måtte rykke øret tættere på.
Hver fredag satte hvalpene i Dogavios sig i en rundkreds under Universtræet for at fortælle om noget, de kunne lide. Bolota havde fortalt om brombærtærten. Tico havde fortalt om sit skjul. Nina havde sunget en hel sang. Nu var det Pigúiças tur.
Hun vidste allerede, hvad hun ville fortælle om: den lille sten, hun havde fundet i bækken, som sang kun én tone. Men hver gang hun forestillede sig hele kredsen, der kiggede, lavede maven en piruet, og stemmen flygtede.
»Hvad sker der, når du tænker på kredsen?« spurgte Fofuxo. »Mine øjne bliver til to tallerkener,« sagde hun. »Munden bliver tør. Og stemmen går hen og gemmer sig.«
Fofuxo smilede med øjne, der var helt gyldne og rolige. »Så lad os passe på stemmen. Først vejrtrækningen. Fyld maven med luft som en ballon. Og pust så langsomt ud, som når man blæser på en fjer, så den ikke falder.«
Pigúiça gjorde det. En gang, to, tre. Hendes fjer fløj langt væk. »Og noget andet,« fortsatte han. »Du behøver ikke se på alle. Vælg én ven og fortæl det til ham. De andre hører med i forbifarten.«
Dagen efter dannede kredsen sig under træet, og bladene deroppe svajede, som for at byde velkommen. Pigúiça gik ind i midten med den lille sten i poten. Da hun åbnede munden... ingenting. Kun stilhed. Stemmen havde gemt sig for alvor.
Hun så sig omkring, næsten på vej til at løbe væk. Så så hun Fofuxo, der sad for enden af kredsen med gyldne øjne. Han blinkede langsomt. Hun fyldte maven med luft. Pustede ud som en fjer.
»Jeg har fundet en sten,« sagde hun, kun til ham. Stemmen var tynd, men den kom. »Den synger kun én tone.« »Højere!« bad Tico uden nogen ondskab. Hun trak vejret igen og sagde det en smule kraftigere.
Så viste hun stenen frem. Hun pustede let på den, og stenen sang: »laaaa«. Alle sad med åben mund. »Må jeg holde den?« spurgte Bolota. Stenen gik fra pote til pote, og alle sang »la« med, til hele kredsen blev til en sagte melodi.
Da hun var færdig, faldt et blad fra Universtræet lige foran Pigúiça, som et bifald. Hun havde fortalt det hele, fra start til slut, selv om stemmen havde rystet i begyndelsen.
»Min stemme rystede,« sagde hun til Fofuxo på vej hjem. »Den rystede, men den blev ved,« svarede han. »Det er mod: at tale, selv om stemmen ryster.«
Om aftenen lagde Pigúiça stenen i vinduet. Nu og da gik vinden forbi, og stenen sang sit »la«, helt let. Pigúiça smilede med lukkede øjne, og tonen blev fjernere og fjernere, til den blev til søvn.
