»I dag ikke,« sagde Nina.
Pigúiça kom allerede løbende med åbne poter for at give sin veninde, puddelhvalpen med den bløde vattede pels, det sædvanlige kram. Hun standsede midt på vejen med poterne strakt ud i luften. »Hvad mener du, i dag ikke?«
»I dag vil jeg ikke have kram,« gentog Nina, helt sagte. »Jeg vil bare sidde lidt her, alene, og kigge på blomsterne.«
Pigúiça forstod det ikke. Kram var det dejligste i verden. Hvordan kunne nogen ikke ville have det? En lille sorg steg op i maven. »Kan du ikke lide mig mere?« »Jeg kan rigtig godt lide dig,« sagde Nina. »Jeg vil bare ikke i dag.«
Pigúiça fik lyst til at kramme alligevel. Et hurtigt kram, tænkte hun, så bliver Nina glad. Det var da, Fofuxo kom, satte sig ved siden af og sagde uden nogen irettesættelse: »Pigúiça, når Nina siger nej, så er nejet hendes. Hun bestemmer over sin egen krop, ligesom du gør over din.«
»Men det er et kærlighedskram!« »Selv et kærlighedskram,« sagde han. »Det er måden at vise kærlighed på, der kan ændre sig. Kærligheden er den samme.«
Pigúiça tænkte. Hun huskede dagen, hvor Tico havde kildet hende, og hun bad ham holde op, og han stoppede med det samme. Den dag havde hun følt sig tryg og bagefter endda mere lyst til at lege med ham.
Så satte hun sig et lille skridt fra Nina. »Må jeg sidde her uden at røre dig?« »Det må du,« sagde Nina, og hendes mundvig løftede sig en smule.
I stedet for at kramme løftede Pigúiça poten og vinkede, helt langsomt, som for at sige: »Jeg er her.« Nina vinkede tilbage. De lo begge to uden en lyd.
Der gik lidt tid. En sommerfugl landede på en blomst, fløj af sted, kom tilbage. Vinden strøg let forbi begges ører. Pigúiça lærte, at det at sidde ved siden af nogen uden at gøre noget også er en slags kærlighed.
»Pigúiça?« kaldte Nina. »Ja?« »Nu vil jeg gerne have et kram.« »Må jeg virkelig?« »Det må du.«
Og det blev et blødt, langt kram, fuldt af pels og latter. Det var årets bedste kram, for det var blevet bedt om.
Om aftenen i sin lille seng tænkte Pigúiça, at et nej også er en måde at sige, hvad man føler. Og at venskabet bliver endnu stærkere, når man lytter til en vens nej.
Fra vinduet vinkede hun en sidste gang mod Ninas hus langt væk. Hun lagde hovedet på puden. Og Pigúiça sov, med stille poter, i fred.
