
»Er det jul nu?« spurgte Pigúiça ved morgenmaden. »Ikke endnu,« sagde Fofuxo.
»Og nu, er det så?« spurgte hun efter badet. »Ikke endnu.« »Og nu?« spurgte hun til frokost med munden fuld af suppe. Fofuxo sukkede og smilede på samme tid, og det er ret svært.
»Der er treogtyve dage til,« forklarede han. Pigúiça prøvede at tælle til treogtyve på sine små poteknopper, men knopperne slap op. »Det er en evighed!« klagede hun og lagde sig på gulvet som et trist tæppe.
Fofuxo tænkte lidt. Så sagde han: »Kom med mig.« De gik ud i skovhaven, hvor der stod en kæmpestor bog, næsten lige så høj som en dør, altid slået op. Bierne i Dogavios elskede at lande i hjørnerne af den og sole sig.
Med en kulstump tegnede Fofuxo mange cirkler på siderne, den ene ved siden af den anden. En cirkel for hver dag, der manglede. »Det her er en ventekalender,« sagde han. »Hver aften tegner vi noget godt fra dagen inde i en cirkel. Når cirklerne er fyldt, er det jul.«
Den aften tænkte Pigúiça og tænkte. Om morgenen havde det regnet, og en dråbe var faldet lige på spidsen af hendes snude, plik, så det kildede. Så hun tegnede en dråbe i den første cirkel.
Næste dag svævede en smilende sky forbi på himlen, formet som et får. Pigúiça grinede så meget, at hun glemte at spørge, om det var jul. Om aftenen tegnede hun en sky.
Dagen efter trådte hun i en mudderpøl og efterlod et spor af poteaftryk gennem hele køkkenet. Fofuxo lod, som om han ville blive vred, men endte med at le med. Om aftenen tegnede hun et poteaftryk, rigtig pænt.
En eftermiddag klatrede Pigúiça op på havestenen og kiggede over kanten af bogen med store øjne. »Fofuxo! Se, hvor mange cirkler der allerede har en tegning!« Fofuxo smilede, mens han lå i græsset med en lille bi, der gik en tur på hans næse.
»Og den her, den er tom?« pegede hun. »Det er morgendagens,« sagde han. »Ingen ved endnu, hvad der skal bo i den.«
Pigúiça sad og kiggede på den tomme cirkel. Det var sjovt: før havde ventedagene føltes lange og kedelige. Nu havde hver af dem noget i sig. »Er ventetiden blevet kortere?« spurgte hun. »Nej,« sagde Fofuxo. »Den er blevet fyldigere.«
Den aften tegnede hun en lille bi, der sov, for hun havde set en tage en lur inde i en blomst. Så gik hun i seng med kulsorte poter og et hoved fuldt af gode spørgsmål.
Hvad mon der skulle bo i morgendagens cirkel? En blomst? En ny ven? Et snefnug? Pigúiça gabte. For at finde ud af det måtte hun først sove.
Så lukkede hun de blå øjne, langsomt. Og i morgen, helt stille, begyndte at nærme sig.
