Pigúiças nye seng var blå som hendes øjne, blød som en sky og havde en pude formet som et kødben. Det var den flotteste seng i hele Dogavios. Og den var altid tom.
For hver aften, lige når det var sengetid, tog Pigúiça sin kødbenspude og listede over i Fofuxos seng. Hun kravlede op, drejede tre gange rundt og krøllede sig sammen ind til hans mave.
Fofuxo holdt meget af hende. Men Pigúiça sparkede i søvne. Hun sparkede ham på øret, på snuden og på halen. En nat drømte hun, at hun jagtede en sommerfugl, og skubbede Fofuxo helt ud af sengen.
»Pigúiça,« sagde han næste morgen, med det ene øre foldet den forkerte vej. »Jeg tror, det er på tide, at du prøver din egen seng.« »Men der er jeg helt alene,« svarede hun stille.
Den aften gik de to ud på marken ved træet med de små lys. Himlen var fuld af stjerner. Pludselig susede et stjerneskud hen over himlen, svuuush, og efterlod en lysende stribe.
»Ønsk dig noget!« sagde Fofuxo. Pigúiça kneb øjnene hårdt i. »Jeg ønsker, at jeg ikke føler mig alene i min seng,« hviskede hun.
På vej hjem fik Fofuxo en idé. Han hjalp Pigúiça med at trække den blå seng hen under vinduet. Derfra kunne hun se hele himlen og også døren til hans værelse, lige på den anden side.
Så hentede han en lille glat sten fra haven, sådan en der synger helt stille, og lagde den ved siden af kødbenspuden. »Den synger hele natten,« sagde han. »Og hvis du banker tre gange på væggen, banker jeg tre gange tilbage.«
Pigúiça lagde sig. Sengen var virkelig blød. Den lille sten sang hmmm, hmmm, meget langsomt. Uden for vinduet blinkede stjernerne, og en smilende sky svævede forbi og vinkede farvel.
Alligevel ville hun lige prøve. Bank, bank, bank, sagde det på væggen. Og fra den anden side kom svaret: bank, bank, bank. Pigúiça smilede i mørket. Han var der. Lige i nærheden. Bare i sin egen seng.
Hun lå og kiggede på himlen og ventede på et nyt stjerneskud. Hun ventede lidt. Hun ventede lidt mere. Øjnene blev tungere og tungere, og den lille sten blev ved med at synge.
Så opdagede hun noget: Ønsket var gået i opfyldelse. Hun lå i sin egen seng og følte sig slet ikke alene. Hun havde stjernerne, stenen, vinduet og bank, bank, bank fra den anden side af væggen.
Pigúiça krammede sin kødbenspude, strakte poterne uden at sparke nogen og gabte et langt, langt gab.
Og hun sov hele natten, lun og tryg, i den blå seng. På den anden side af væggen sov Fofuxo også, med begge ører på den rigtige plads.
