Bzzzz. En lille bi fløj summende forbi vinduet, lige da Fofuxo spurgte: »Pigúiça, har du set mit yndlingskødben? Det lange, med den skæve ende?«
Pigúiça havde set det. Faktisk havde hun taget det for at lege med det, gravet det ned et sted i haven og helt glemt hvor. Men hun skammede sig for meget til at sige det.
Så hun kiggede på den lille bi og sagde hurtigt: »Det var en bi! En bi tog det!«
Fofuxo løftede det ene øjenbryn. En bi? Der bar på et kødben så stort som en ordentlig pind? Men han sagde ikke noget om det. Han sagde bare: »Sikke noget. Så lad os lede i lysningen.«
De to gik gennem skoven. Pigúiça var helt stille. Den lille løgn lå inde i hende og vejede som en sten i lommen, hvis altså hvalpe havde lommer.
I lysningen skete der noget uventet. En bi fløj forbi og bar på et lille ben! Lillebitte, på størrelse med et riskorn, men det var et ben. Fofuxo og Pigúiça stod med åben mund.
»Dér er tyven!« sagde en hvalp, der stod i nærheden. »Fang bien!« råbte en anden. Og den stakkels bi fløj forskrækket frem og tilbage.
Det strammede i Pigúiças mave. Den bi havde ikke gjort noget. Den var bare på vej hjem med sit eget lille ben. Og nu troede alle, at den var en kødbenstyv, bare på grund af en lille løgn.
»Stop!« sagde Pigúiça. Alle stoppede. Hun trak vejret dybt og kiggede på Fofuxo. »Det var ikke bien. Det var mig. Jeg tog dit kødben, gravede det ned i haven og glemte hvor. Undskyld, Fofuxo.«
Fofuxo bøjede hovedet ned, til han var i højde med hende. »Tak, fordi du fortalte mig det,« sagde han. »Ved du, hvad der er lettere at finde end et forsvundet kødben? Et forsvundet kødben, når man leder sammen.«
Bien fløj en lille runde over Pigúiça, zzz, som for at sige tak, og fløj så videre med sit lille ben.
De to gik hjem og gravede hele haven igennem. Blomsterne hjalp: »Koldt!« sagde en. »Lunt!« sagde en anden. »Brandvarmt!« råbte margueritten i hjørnet. Og dér lå kødbenet, med den skæve ende og fuldt af jord.
Den aften følte Pigúiça sig let, helt let. Den usynlige sten var væk. Hun krøllede sig sammen i sin lille seng med en snude, der stadig duftede af havejord.
Udenfor sov den lille bi også i sit bistade, med sit lille ben ved siden af sig. Og Pigúiça lukkede langsomt øjnene, helt rolig, og sov lige til morgen.
