»En, to, tre ... NU!«
Hvalpeflokken løb af sted over blomsterengen. Forrest løb Pigúiça med ørerne flagrende bagud. Lige bagefter kom Nina, puddelhvalpen, der hoppede som en fjeder. Så kom Tico, gravhunden, med sine korte ben, der snurrede rundt i en fart. Og langt bagude, helt bagude, kom Bolota, bassethunden, med de store ører slæbende hen over blomsterne.
Fofuxo løb ved siden af, bare for at holde dem med selskab. Målstregen var den tykke rod fra Universtræet.
Pigúiça løb og løb. Der var ikke langt igen! Men helt til sidst tog Nina et kæmpe hop, boing, og kom forbi. Hun rørte roden først.
»Jeg vandt!« råbte Nina og grinede.
Pigúiça stoppede. Ørerne faldt ned. »Det tæller ikke,« brummede hun. »Du hoppede. Man må ikke hoppe. Jeg gider ikke lege mere.« Og hun satte sig med ryggen til alle og en meget sur snude.
Tico kom pustende med tungen ude af munden. Og længe, længe efter kom Bolota. Hun kom helt langsomt, stoppede hist og her og havde et kæmpe smil på sit lange ansigt.
»Bolota, du kom sidst,« sagde Tico. »Er du ikke ked af det?«
»Ked af det?« sagde Bolota og satte sig i græsset. »Jeg så en mariehøne med lyserøde prikker. Og en blomst sagde god eftermiddag til mig. Og jeg mærkede vinden i ørerne. Det var det bedste væddeløb i hele verden!«
Pigúiça tænkte sig om. Hun havde løbet så hurtigt, så hurtigt, at hun slet ikke havde set nogen mariehøne. Ingen blomst og ingen vind. Kun roden langt fremme.
»Det bedste ved et væddeløb er at løbe sammen,« sagde Fofuxo og lagde sig ved siden af hende. »At komme i mål er bare slutningen.«
Pigúiça sad helt stille et stykke tid. Så rejste hun sig, gik hen til Nina og sagde lidt stille: »Tillykke. Dit hop var virkelig højt.« Nina logrede med hele halen, så glad blev hun.
»Skal vi lege igen?« spurgte Tico. »Nu er det omvendt væddeløb: Den, der kommer sidst, vinder!«
Alle grinede. Flokken gik langsomt, helt langsomt, og kiggede på hver eneste blomst og hver eneste mariehøne. Og den, der vandt, var selvfølgelig Bolota, som kunne gå langsommere end nogen anden.
Den aften lagde Pigúiça sig træt og glad. Hun kunne ikke længere huske, hvem der var kommet først. Hun huskede vinden i ørerne, flokkens latter og mariehønen med prikkerne. Og med de minder lukkede hun, helt langsomt, øjnene og sov.
