Fofuxo er stor, og den, der er stor, går langsomt.
Den eftermiddag ville Pigúiça løbe ned til bækken, og det skulle gå stærkt. Hun løb foran, kom tilbage, løb rundt om ham og løb foran igen. Fofuxo gik i sit eget tempo, bum, bum, og snusede til blomsterne på vejen.
»Kom nu, Fofuxo!« sagde Pigúiça utålmodigt. »Du er alt for langsom! Det er slet ikke sjovt. Jeg går hen og leger med Nina, hun er hurtig.«
Og så løb hun af sted uden at se sig tilbage.
Fofuxo stoppede midt på stien. Han så hende løbe væk. Så satte han sig under et træ med ørerne helt nede og sagde ingenting.
Pigúiça legede med Nina ved bækken. Men legen var ikke så sjov. Der var en mærkelig knude i hendes mave, som ikke ville gå væk. Hver gang hun grinede, strammede knuden sig en lille smule.
»Du ser ud, som om du har glemt noget,« sagde Nina.
Pigúiça tænkte sig om. Og så huskede hun Fofuxos ører, der hang helt nede. »Jeg sagde noget grimt,« sagde hun. »Og jeg tror, han blev ked af det.«
Hun gik langsomt tilbage ad stien. Fofuxo sad stadig under træet. Pigúiça gik helt hen til ham, kiggede ned på sine egne poter og sagde: »Fofuxo ... undskyld. Jeg sagde, at du var langsom, og det var ikke pænt. Jeg havde travlt, og jeg var ikke sød.«
Fofuxo kiggede på hende. Pigúiça trak vejret dybt og fortsatte: »Og jeg har lavet en sang til dig. Må jeg synge den?« Han nikkede.
Så sang hun, lidt falsk: »Fofuxo, du går stille frem, men du er verdens bedste ven. Du dufter til hver blomst på vej, og ingen krammer varmt som dig.«
Fofuxos øjne blev fulde af tårer. Men han smilede, et kæmpestort smil. »Tak, Pigúiça. Din undskyldning er modtaget. Og det var den smukkeste sang, jeg nogensinde har hørt.«
Knuden i Pigúiças mave gik op med det samme, præcis som en sløjfe, man trækker i.
På vej hjem gik hun ved siden af ham, i hans tempo. Bum. Bum. Og hun opdagede, at når man gik langsomt, kunne man se blomsterne lukke sig for natten, én efter én.
Da de kom hjem, lagde Pigúiça sig tæt ind til Fofuxo og nynnede sin sang, stillere og stillere, indtil sangen blev til et gab. Og gabet blev til søvn.
