I Dogavios var der næsten ingen, der kunne høre den lille myre. Den talte så sagte, at stemmen lignede kildren i luften. Næsten ingen. Blomsterne kunne høre den.
Den eftermiddag løb Pigúiça over engen, da en stor blomst med et smilende ansigt kaldte: »Hej, Pigúiça! Pas på, hvor du træder! Der er nogen på stien.«
Pigúiça standsede med poten i luften. Hun sænkede snuden helt ned til jorden. Og dér, midt på stien, kom en lille myre med en krumme kiks tre gange så stor som den selv. Den klatrede op på en lille sten, ned igen, snublede, rettede krummen og gik videre.
»Hej!« sagde Pigúiça. Pusten fra hejet fik myren til at falde bagover. »Av, av!« sagde en tynd stemme. »Undskyld!« hviskede Pigúiça, nu helt sagte.
»Jeg hedder Zizi,« sagde myren og rystede støvet af. »Jeg skal have det her hjem, før det bliver mørkt. Mit hjem ligger på den anden side af engen.«
»Jeg bærer den!« tilbød Pigúiça. »Jeg tager dig i munden, så er vi der på et øjeblik!« »Nej tak,« sagde Zizi bestemt. »Hvis nogen tager mig uden at spørge, bliver jeg bange. Men jeg kunne godt lide din lyst til at hjælpe.«
Pigúiça blinkede. Ingen havde fortalt hende, at det også er en måde at hjælpe på, at spørge først. »Så kan jeg hjælpe på en anden måde?« »Det kan du. Hold øje med småstenene og vent på mit tempo.«
At vente på Zizis tempo var langsomt, langsomt, helt langsomt. Pigúiça havde lyst til at løbe, hoppe og komme frem. Men hun blev ved siden af, og så lagde hun mærke til ting, hun aldrig havde set: en mariehøne, der sov på et blad, en dråbe, der glimtede på et strå, skyggen af en lille fugl højt oppe.
»Når man går langsomt,« tænkte hun, »har de smukke ting tid til at vise sig.«
Da de nåede myretuen, kom der snesevis af myrer ud i række for at hjælpe med at bære krummen. En tog fat, en anden skubbede, en tredje sang for at holde takten. Pigúiça havde aldrig set så mange små sammen.
»Små er også stærke,« sagde Zizi. »Vi er bare ikke hurtige.« Og kiksekrummen forsvandt ind i tuen, båret af en procession af mikroskopiske ben.
Solen stod lavt. »Godnat, Pigúiça. Kommer du forbi i morgen igen? Men se, hvor du træder.« »Det gør jeg,« lovede Pigúiça. »Og jeg skal også sige det til Fofuxo.«
Den nat lå Pigúiça i sin lille seng og tænkte på alle de små i verden: myrerne, mariehønerne, frøene, der sov under jorden. Alle sov de også, helt stille.
»Godnat, Zizi,« hviskede hun. Og helt sagte, lige så sagte som en myre, faldt hun i søvn.
