Pigúiça åbnede øjnene midt om natten og så noget.
Under sengen, i skyggen, var der en lang slap arm, der stak ud. Længere inde lå en stor mørk klump, helt krøllet, med et stykke hængende, der lignede et øre. Pigúiça trak tæppet op til snuden. De blå øjne blev runde som to måner.
»Fofuxo,« hviskede hun med den spinkleste stemme, hun havde. »Der er et uhyre under min seng.« Fofuxo, der sov i sengen ved siden af, rejste sig langsomt. Han gned øjnene og kiggede derhen, hvor hun pegede.
»Hmm,« sagde han. »Sandelig. Der er noget derinde.« Pigúiça greb tæppet hårdere. Hun håbede, han ville sige, at det ikke var noget. Men Fofuxo var en ærlig ven, og ærlige venner siger ikke, at det ikke er noget, når man har set noget.
»Ved du, hvad vi gør ved en gåde?« spurgte han. »Vi ser nærmere på den. Sammen. Med lys.« Han fløjtede sagte ud ad vinduet, og en ildflue kom ind og lyste gult. Den landede på Fofuxos snude som en lille lommelygte.
De to bøjede sig ned. Pigúiça gik forrest, men helt tæt op ad Fofuxo. Ét skridt. Endnu et. Det lille lys kom tættere på skyggen. Så nåede lyset derhen. Og uhyret blev til noget andet.
Den lange arm var en stribet strømpe, bare den ene, som Pigúiça havde smidt der om morgenen og glemt. Den krøllede klump var den blå jakke, der var faldet oven på en tøffel. Og øret var jakkens hætte, foldet til siden.
Pigúiça stirrede. Så kom der et lille, lidt nervøst grin gennem næsen. Så et større. Så et grin så stort, at hun måtte holde sig for munden for ikke at vække naboerne. »Det er en strømpe!« hviskede hun leende. »Jeg var bange for en strømpe!« »En meget lang strømpe,« sagde Fofuxo alvorligt. »Den kunne skræmme hvem som helst.«
»Må jeg give den et navn?« »Selvfølgelig.« Pigúiça tænkte. »Hr. Strømpe. Og jakken er Fru Hætte.«
De foldede jakken sammen, lagde strømpen i skuffen, og ildfluen fløj en lille tur rundt i værelset, før den vendte tilbage til vinduet og blinkede godnat.
Pigúiça lagde sig i sengen og så nu stedet under den som et mørkt, tomt sted, som alle andre. Frygten var væk, smeltet i ildfluens lys.
»Fofuxo?« »Ja?« »Tak, fordi du kiggede med.« »Altid,« sagde han og gik tilbage til sin seng.
Pigúiça smilede i mørket. Hun lukkede øjnene. Værelset var stille og trygt, og hun faldt hurtigt i søvn.
