Hap! Midt i lysningen fandt Pigúiça det største kødben, hun nogensinde havde set. Det var så stort, at hun måtte gå sidelæns som en krabbe for at bære det.
»Det er mit,« sagde hun til ingen. »Helt og aldeles mit.« En sten i nærheden nynnede et eller andet, men Pigúiça lod, som om hun ikke hørte det.
Kort efter kom Fofuxo logrende. »Sikke et flot kødben! Må jeg være med?« Pigúiça krammede benet med alle fire poter. »Nej. Det er mit. Jeg fandt det først.«
Fofuxo blev ikke sur. Han lagde sig bare i græsset og kiggede på skyerne. En af dem lignede et kødben, og han grinede lidt for sig selv.
Pigúiça prøvede at lege med kødbenet. Hun kastede det op i luften, men det var tungt og landede lige i hovedet på hende. Bonk. Hun prøvede at gnave i det, men det var alt for stort til hendes lille mund. Hun prøvede at løbe med det og snublede.
Hun satte sig, lidt sur. Det var sværere at lege alene med et kødben i den størrelse, end det så ud til. Og for at sige det, som det var, var det også lidt kedeligt.
Så kiggede hun på kødbenet. Der var en ende i den ene side. Og der var en ende i den anden side. To ender. Hun kiggede på Fofuxo. Én Fofuxo. Hun kiggede på sig selv. Én Pigúiça.
»Fofuxo,« kaldte hun helt stille. »Vil du holde i den anden ende?« Fofuxo spidsede ører og kom løbende.
De bed fat i hver sin ende, og så begyndte tovtrækkeriet. Pigúiça trak herovre, grrr. Fofuxo trak derovre, meget forsigtigt, grrr. Nogle gange lod han hende vinde, og nogle gange lod hun ham vinde.
Snart kom Bolota, bassethunden med de lange ører, og Tico, gravhunden. »Må jeg være med?« spurgte Bolota. Denne gang tænkte Pigúiça sig slet ikke om. »Ja! Tag fat her i midten!«
Det blev den sjoveste eftermiddag i lysningen nogensinde. Alle trak, alle grinede, og ingen kunne huske, hvem kødbenet tilhørte. Det tilhørte alle, der var med i legen.
Da solen gik ned bag bjergene, lagde hvalpene sig i græsset, tæt op ad hinanden, trætte af at grine så meget.
Pigúiça lagde hovedet på kødbenet, som om det var en pude. Fofuxo lagde sit hoved på den anden ende. Sådan lå de og så de første stjerner komme frem.
»Skal vi lege igen i morgen?« spurgte hun med øjnene næsten lukkede. »Ja,« sagde Fofuxo. Og Pigúiça faldt i søvn lige dér, med et smil og hovedet på det kødben, der nu tilhørte alle.
