Søen i Dogavios var glat som et spejl. Der var et træ i den, en sky i den og endda en stjerne, når det var nat. Alle elskede søen. Alle, undtagen Pigúiça.
»Kom nu, Pigúiça!« råbte Bolota, der allerede var i vandet, med de lange ører flydende som to små både. »Det er skønt!« »Jeg står lige her,« svarede Pigúiça. Lige her var tre skridt fra kanten.
Hun var modig over for høje sten, store vandpytter og mærkelige biller. Men den sø var så stor! Og ude i midten blev vandet mørkt, og hun kunne ikke se, hvad der var nedenunder. Bare ved tanken fik maven en lille knude.
Fofuxo kom og satte sig ved bredden uden at sige noget om at svømme. »Jeg bliver lidt her,« sagde han. »Solen er god.« Pigúiça satte sig ved siden af ham. De så på vandet, og dér var de også, side om side: en husky med blå øjne og en gyldengylden golden.
»Vil du bare vædde en pote?« spurgte Fofuxo. »Bare én?« »Bare én. Hvis du ikke kan lide det, tager du den op.«
Pigúiça strakte forpoten og rørte ved vandet. Små bølger bredte sig i ringe, og hendes spejlbillede dirrede, som om det lo. Det var køligt. Det var ikke dårligt. Det var endda lidt interessant. »Det er køligt,« sagde hun overrasket.
Så to poter. Så alle fire, dér i det lave, hvor vandet knapt dækkede tæerne. Bolota blev i nærheden og flød langsomt, uden hast og uden at trække i nogen.
»Vandet bærer en,« sagde Bolota. »Hvis du gør kroppen let, løfter det dig. Skal jeg vise dig?« Og hun lagde sig på ryggen og kiggede op på himlen, som man ser på loftet i et meget smukt værelse.
»Jeg bliver her, hvor jeg kan bunde,« sagde Fofuxo. »Jeg holder dig nedefra, bare lidt.« Pigúiça trak vejret dybt. En gang. To gange. Og slap jorden.
Vandet bar hende, blødt, som en lille seng, der vugger. Hun bevægede de små poter, og Fofuxo slap langsomt. »Jeg flyder!« råbte hun. »Fofuxo, se! Jeg flyder!«
Det var ikke ret langt. Kun så langt, som Pigúiça ville, tre pote-skub, til skyggen af træet. Men det var nok til, at hun vendte tilbage til bredden med dryppende snude og et smil fra øre til øre.
Hen mod aften lå de tre i græsset og tørrede i solen, mens søen blev lyserød af himlen. Søen så ikke længere alt for stor ud. Den lignede en rolig ven, der havde ventet, til hun var klar.
Om aftenen, i sin lille seng, kunne Pigúiça stadig mærke vandets bevægelser, langsomt op og ned, som i en vugge. Hun lukkede øjnene og forestillede sig den glatte sø med en stjerne i, og sig selv flydende der, let, let, let.
Og sådan sov hun, vuggende, uden nogen frygt.
