Ovre i Dogavios, når den lyserøde himmel langsomt bliver lilla, folder blomsterne deres kronblade sammen og siger »godnat« helt stille. Det var lige præcis den tid på dagen, Pigúiça kunne mindst lide.
Hun var en lille huskyhvalp med blå øjne, og hun var modig næsten hele tiden. Hun klatrede op på høje sten, sprang over kæmpestore vandpytter og snusede til biller uden at blinke. Men mørket ... mørket var noget helt andet.
Den aften, lige da lyset i det lille hus gik ud, så Pigúiça en lang skygge på væggen. Den havde tynde arme med masser af fingre. »Fofuxo!« råbte hun. »Der er et monster med alt for mange fingre herinde!«
Fofuxo dukkede op i døren, stor og rolig, med den gyldne pels helt krøllet af søvn. Han kiggede på væggen, kiggede ud ad vinduet og smilede. »Skal vi gå udenfor sammen og se monsteret lidt nærmere?«
Pigúiça spærrede øjnene op. Udenfor? I mørket? Men Fofuxo rakte poten frem, og hans pote var varm og blød. Hun tog en dyb indånding og gik med, tæt, tæt ind til ham.
Udenfor viste monsteret med de mange fingre sig at være en gren fra træet i haven, der vuggede i vinden. »Nå,« sagde Pigúiça. »Du er jo bare en gren.« Grenen sagde knirk, knirk, som om den bad om undskyldning.
De gik lidt længere, helt hen til lysningen. Og så stod Pigúiça pludselig stille. Midt i mørket tændtes et lille lys. Og så ét til. Og så ti. Og så så mange, at hun slet ikke kunne tælle dem.
»Ildfluer!« hviskede Fofuxo. »De kommer kun frem, når det er rigtig mørkt. Hvis verden var tændt hele natten, ville vi aldrig få lov at se deres fest.«
Pigúiça satte sig i græsset og kiggede. Ildfluerne fløj op og ned og blinkede langsomt, som små stjerner, der havde besluttet at bo lidt tættere på jorden. Stenene i lysningen sang en sagte sang, næsten som en hvisken.
»Så mørket er ikke bare mørkt,« sagde hun. »Det er dér, de små lys leger.« Fofuxo nikkede og lagde sig ved siden af hende.
En ildflue landede lige på spidsen af Pigúiças snude. Hun blev helt skeløjet af at kigge på den, og de to grinede så stille, at de ikke engang vækkede blomsterne.
Da de kom hjem igen, var grenens skygge stadig på væggen. Men nu vidste Pigúiça, hvem den var. »Godnat, gren,« sagde hun. Og udenfor blev ildfluerne ved med at blinke.
Hun krøllede sig sammen i sin lille seng, stak snuden ind i sin bløde hale og gabte et langt gab. Blink, blink, sagde de små lys. Hendes blå øjne blinkede også. Én gang. To gange. Og så blev de lukket.
Måske er der også en ildflue, der leger lige uden for dit vindue nu. Lad den bare lyse, og luk så også dine små øjne.
