»Luk munden op,« bad Fofuxo. Pigúiça pressede læberne sammen. Så hårdt, at hele snuden blev rynket. Ikke en tand kunne ses.
»Jeg vil ikke børste tænder,« sagde hun med lukket mund, så det blev til »mmm nmm ikke børs ænner«. Fofuxo ventede. Han havde lært, at det er bedre at vente end at presse.
»Hvorfor ikke?« spurgte han. Pigúiça åbnede bare et lille hjørne af munden. »Fordi det er kedeligt. Det kildrer. Og jeg er allerede søvnig.«
»Det forstår jeg,« sagde Fofuxo. »Jeg har også syntes, det var kedeligt. Vil du vide, hvad jeg har opdaget?« Pigúiça åbnede det ene øje. »Hvad?«
»Tænderne har liv om natten,« hviskede han. »Når vi sover, snakker de sammen. Hvis de er rene, synger de en smuk melodi helt sagte. Hvis de har madrester, hoster og brokker de sig, og så vågner vi om morgenen med en mærkelig mund.«
»Tænderne synger?« spurgte Pigúiça med store øjne. »De synger. Vil du høre mine?«
Fofuxo åbnede munden i et stort smil. Man kunne se alle de hvide tænder, skinnende som perler. Pigúiça kom helt tæt på og lyttede. Hun hørte ingenting. Men hun forestillede sig en tynd lille melodi: ti-li-li, ti-li-li.
»Jeg kan høre dem!« løj hun lidt. Så lo hun. »Altså, jeg forestiller mig det.« »At forestille sig tæller også,« sagde Fofuxo.
Han tog to små tandbørster, en til hver, og fandt på en leg. »Vi børster, til den syngende stens sang er slut. Oppe, nede, foran, bagved.«
Pigúiça tog børsten. Det kildrede i starten, men så ikke så meget. De forreste tænder, med mynteskum, lignede dækket af sne. De bageste, hvor det var svært at nå, børstede hun med stor omhu, én ad gangen.
Udenfor sang stenen langsomt. La, la, la, la. Sangen var lang, og Pigúiça børstede til det allersidste »la«. Så skyllede hun, spyttede skummet ud og kiggede i spejlet.
Et kæmpestort smil dukkede op. Hvidt, skinnende, ligesom Fofuxos. »Det ligner en fuldmåne,« sagde hun stolt. »Nu vil dine små tænder synge hele natten,« sagde Fofuxo.
Pigúiça gik i seng med en frisk mynte-mund og et glad hjerte. Hun lagde hovedet på puden med et lille smil, som hun ikke engang vidste, hun havde.
Og helt sagte, dybt nede i søvnen, hørte hun det. Ti-li-li, ti-li-li. Tænderne sang, kun for hende.
