Den morgen så den lyserøde himmel over Dogavios anderledes ud. Den lignede en meget fyldt dyne, lige ved at slippe fjer.
Pigúiça stak snuden ud ad døren. Noget koldt og let landede lige på spidsen. Atjoo! Hun nyste.
»Fofuxo! Himlen går i opløsning!« råbte hun. Ovenfra kom små hvide stumper, der drejede rundt, langsomt, helt langsomt, som om de dansede.
Fofuxo kom ud, kiggede op og smilede. »Det er sne, Pigúiça. Skyerne taber bløde små stykker is. Det har aldrig sneet her før.« »Kan man spise den?« spurgte hun. »Smag på den.«
Hun åbnede munden og lod en flage lande på tungen. Nam. Væk. Den var kold og smagte ikke af noget, men den kildede helt oppe i næsen.
Lidt efter dukkede hele banden op. Bolota sank ned til ørerne i en snedrive og havde kun snuden ude. Tico, lang som han er, efterlod et spor, der lignede en tegnet slange.
Pigúiça rullede rundt, hoppede og lavede en snengel ved at åbne og lukke poterne. Så rullede Fofuxo en stor kugle og en lille, og sammen byggede de en snehvalp med to små sten til øjne.
»Han skal have et navn,« sagde Pigúiça. »Snefnug!« råbte Tico. Så hed han Snefnug. Stenene i hans øjne nynnede hmm, hmm, og det lød, som om Snefnug også sang.
Selv blomsterne i Dogavios var anderledes. I stedet for at svare, når nogen kom tæt på, krøb de sammen i natkjoler af sne og kiggede frem under det hvide tæppe, som om de sagde: »Vi skal snart sove.«
Da den orange sol rørte bakkerne, blev sneen blålig, og alle fik kolde næser. De gik hjem, rystende og leende.
Pigúiça drak en lun suppe ved siden af Fofuxo, med poterne under et tæppe. Huset duftede af brænde og purløg.
Udenfor faldt sneen videre uden en lyd. »Hvorfor er der så stille?« spurgte Pigúiça. »Sneen gemmer lydene,« sagde Fofuxo. »Den samler dem alle sammen og lægger dem under det hvide tæppe, så vi kan sove.«
Gennem vinduet så Pigúiça Snefnug ude i haven med sne på skuldrene. Han lignede en, der sov stående. Flagerne landede og landede, én ad gangen, og hver af dem lagde et lille ekstra tæppe.
De blå øjne blev langsomt lukket. En flage. En flage mere. Pigúiça gabte og lagde hovedet mod Fofuxo. Hele verden var hvid, blød og stille. Og hun sov.
