Det lille hus var alt for stille. Der manglede lyden af store poter og dunk-dunk fra Fofuxos hale mod gulvet.
Den morgen var han gået over bakken for at hente frø på markedet på den anden side af dalen. Før han gik, gav han Pigúiça et snudekys på panden og lovede: »Jeg kommer tilbage, når den første stjerne tændes.«
Pigúiça udnyttede dagen. Hun legede med Bolota, tegnede i jorden og spiste sin kiks. Men solen sænkede sig, himlen blev lyserød og så lilla, og ingen Fofuxo.
Hun satte sig i vinduet, og maven fik en lille knude. »Hvad nu, hvis han er faret vild? Hvad nu, hvis vejen er for lang? Hvad nu...«
En blomst, der boede i vindueskarmen, sådan en, der svarer, når man kommer tæt på, åbnede et lille kronbladsøje. »Lovede han det?« spurgte den. »Ja,« sagde Pigúiça. »Holder han altid, hvad han lover?« Pigúiça tænkte sig om.
Hun huskede dengang, Fofuxo lovede at lære hende at følge spor, og det gjorde han. Hun huskede dengang, han lovede at blive ved hendes side i mørket, og det gjorde han. »Altid,« svarede hun. »Så kommer han,« sagde blomsten og lukkede sit lille øje.
Det var stadig svært at vente. Men Pigúiça opdagede, at det er lettere at vente med travle poter. Så hun redte Fofuxos seng ved siden af sin egen og strakte hans tæppe ud. Hun fyldte skålen med friskt vand. Og med en pote fuld af maling lavede hun en plakat: VELKOMMEN HJEM, FOFUXO.
Himlen blev lidt mørkere. Stadig ingen stjerne. Pigúiça trak vejret dybt og kiggede, med de blå øjne vidt åbne.
Og så, deroppe i hjørnet, blinkede et lille lys. »Den første stjerne!« hviskede hun.
Hun holdt vejret og lyttede. Langt væk kom en lille lyd: dunk... dunk... dunk... En stor pote, en stor pote, en stor pote. Og i vejsvinget dukkede Fofuxo op, med posen med frø på ryggen, træt og smilende.
Pigúiça løb og væltede ham næsten af glæde. »Kom jeg til tiden?« spurgte han. »Du kom, da den første stjerne tændtes,« sagde hun. »Jeg lovede det,« sagde han og krammede hende med snuden.
Efter aftensmaden satte de sig udenfor og så på en smilende stjerne, der blinkede langsomt, højt på himlen. Fofuxo fortalte om sin dag med sagte stemme: markedet, frøene, en skildpadde, der solgte peberfrugter.
Pigúiça hørte ikke slutningen. Hun lagde hovedet mod ham og lukkede øjnene, med en meget enkel viden: Den, der elsker og lover, kommer altid tilbage, også selv om vejen er lang.
Deroppe blinkede stjernen endnu en gang. Og det lille hus var ikke længere for stille. Det havde den rolige lyd af to hjerter, der sov.
